Vi får nye opgavetyper i skriftlig dansk på stx!
For at leve op til den udfordring skal vi i danskundervisningen til seriøst at øve os på at skrive artikler.
Efter mere end ti års noget anstrengt samliv med opgavegenrerne kronikken og essayet kan vi til skriftlig danskeksamen fra og med 2020 vinke farvel til dem og i stedet samle os om at dyrke artikler – analyserende, debatterende og reflekterende artikler.
Som underviser, blogger og forfatter peger jeg i den anledning på alle de muligheder bogen FAMILIEBILLEDER og det righoldige materiale på denne hjemmeside byder på. For her er ideer og materiale til masser af forskellige artikler med fokus på nære relationer og talrige aspekter af det levede og oplevede liv.

For yderligere at sætte artikelskrivningen lidt i perspektiv har jeg valgt at lægge mig på briksen for at reflektere lidt over de mere eller mindre skjulte læreplaner bag de forandringer, undervisningsministeriets fagbosser i dansk melder ud i starten af skoleåret 2018-2019.
Læs trygt videre …

  Bloggeren har placeret sig med tanke på at dele sine overvejelser om artikelgenrens udfordringer og potentialer. 

Det er hverken en stor reform eller nogen revolution. I realiteten er udmeldingen af nye opgavetyper udtryk for en begrænset justering af de danskfaglige krav styret oppefra.
Den ene af de nye, den analyserende artikel, har alverdens dansklærere i forvejen omfattende erfaringer med. Og når det drejer sig om de to øvrige undertyper – den debatterende og den reflekterende artikel – ligner de langt hen ad vejen hver især henholdsvis en kronik og et essay.
Det begrænsede nybrud på opgavefronten har, tror jeg, en meget enkel forklaring. Samlingen om artiklerne – både de bestemte og de mere ubestemte – kan betragtes som en lille faglig opblødning, Afskeden med såvel essay som kronik kommer nok også for de fleste undervisere til at ske uden tårer. Dem kommer vi ikke til at savne. For når de forsvinder, skåner vi vores elever for krav og forventninger, de tydeligvis havde yderst vanskeligt ved at leve op til.

Skrivning i reformperspektiv
De opgavegenrer, vi faser ud frem mod 2020, var produkter af den store gymnasiereform 2004-2005. Det dengang nye lå i de klare udmeldinger af, at opgaverne fremover skulle ligne den omgivende medievirkelighed, og så alligevel ikke helt. Oveni de udfordringer der lå i, at en kronik alligevel ikke helt var en rigtig kronik og essaygenren en svær en for langt de fleste, kom en række ekstra tiltag. En eksplicit formulering af kvantificerbare genrespecifikke træk og formmæssige krav skulle – i tider, hvor alt skal tælles og evalueres – sikre et målbart grundlag for opgavevurdering og censur. Det greb viste sig at have uheldige bivirkninger. Tælleriet bevirkede, at arbejdet med det skriftlige blev mere regelfikseret med det resultat, at spillerummet for spontan skriveglæde skrumpede. I dens sted kom mere formalisme og udpræget pindehuggeri. Og alt det problematiske, som ligger i den slags kultur, forsvinder ikke, selv om de nye opgaver bevæger sig lidt i en mere åben og positiv retning.
Fagbossernes helt nye råd og vink til dansklærerne synes at signalere, at de formalistiske krav til opgaverne og opgaveskriverne bliver mildnet en kende. Alt tyder dog på, at det stadigvæk – helt i tråd med det herskende fagsyn – vil være sådan, at hver undergenre bliver tillagt sproglige og indholdsrelaterede særtræk, som de læsere, der skal bedømme opgaverne kan konstatere tilstedeværelsen af og tælle op.
Derimod bliver det udtrykkeligt understreget, at de kommunikationssituationer, vores elever og kommende eksaminander bliver bedt om at agere i som artikelskrivere, relaterer sig til en mere elevvenlig, forestillet virkelighed: Flere elever vil i fremtiden kunne være med og på, når alle de kommende artikler lægger op til at sætte eleverne og deres potentielle skrivelyst lidt mere fri. Lige ud af posen lægger råd og vink op til, at eleverne nu mere direkte bliver bedt om at skrive som sig selv og til modtagere, der fagligt og alment er cirka ligeså oplyste og fagligt skolede, som vores elever i almindelighed er.
Men udover det. Hvad gemmer der sig så egentlig af nye udfordringer og muligheder i den meget rummelige og lidt fluffy artikel-genre?
For at nærme mig nogle svar på det spørgsmål slog jeg op i Den Danske Ordbog og læste dens korte artikel om opslagsordet artikel: https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=artikel
Her stod at læse, at ordbøger er ladet med artikler – men hovedforklaringen på, hvad vi i almindelighed forstår ved en artikel er en selvstændig, skreven tekst om et (aktuelt eller fagligt) emne i en avis, et blad eller et tidsskrift.
Gode greb – til alt og for alle
De nye råd og vink (august 2018) opregner 7 kendetegn for den gode reflekterende artikel, men jeg kan ikke få ind i mit hoved, at disse kendetegn ikke burde vedkomme samtlige artikeltyper.
De 7 centrale råd til greb er:
• Indled med et personligt fængende anslag.
• Vis, at du er til stede i sproget. Forsøg gerne at lege med ordene,
• Skriv verden frem for din læser. Brug eksempler.
• Bevæg dig naturligt mellem konkret og abstrakt.
• Reflektér på et højt abstraktionsniveau. Vis at du ved noget om emnet, eller kan finde relevant viden og vinkler på emnet.
• Vis at du tænker og reflekterer undervejs og bliver klogere på dit emne, mens du skriver.
• Brug det tilknyttede tekstmateriale som løftestang til at hæve dig over emnet og eksemplerne.
Med særligt henblik på den debatterende artikel fastslår råd og vink, at det er vigtigt i debatter at kunne identificere andre debatterendes stemmer og også finde ind til og skrive med sin egen. Men egentlig har jeg svært ved at forstå, at denne opmærksomhed omkring teksters stemmer kun har relevans i undergenren den debatterende artikel. Selve udviklingsprojektet at finde ind til sin egen personlig stemme, skelne den fra andres, analytisk kunne identificere forskellige teksters forskellige stemmer, reflektere over deres sær- og fællestræk må vel – for at give fuld mening – både gælde ude i virkeligheden og i undervisningen på tværs af alle artikelskrivningens undergenrer.
I forlængelse af en positiv opmærksomhed på stemme og stemmer opstår hurtigt et behov for at få afklaret, om man (!) må skrive jeg?
Og det må man så gerne, fastslår råd og vink som svar på et åbenbart hyppigt stillet dansklærerspørgsmål. Svaret glæder mig – såfremt det positive svar ikke begrænser sig til kun at gælde i undergenrerne den debatterende og den reflekterende artikel.
Det er indlysende, at jeg kun er tilrådeligt at anvende i små doser. Brugen af jeg altid bør doseres og anvendes strategisk.
Såfremt det råd bliver fulgt, kan jeg imidlertid ikke se nogen grund til, at brugen af jeg skal være begrænset til særlige undergenrer af artikler. I en analyserende, fortolkende og fagligt formidlende tekst vil det, synes jeg, være befriende med et synligt, doseret og strategisk anvendt jeg. Vi vil undgå en masse man-skriveri, mange bøvlede passivkonstruktioner og andre stivbenede og afstandsskabende greb. I stedet ville vi få tekster – artikler, historiefortællinger og bidrag til større faglige opgaver, hvor læseren vil kunne møde et nærværende, kommunikerende menneske og få direkte indblik i det faglige arbejde, de prioriteringer og valg, som præger teksten øger forståelsen og udbyttet af både at læse og skrive.
Og det er vel det, det hele handler om …

PS. Jeg tilføjer lige, at jeg et andet sted på denne hjemmeside har skrevet introducerende om historiefortælling i relation til de udfordringer DHO og andre store og flerfaglige opgaver kan byde på. Se http://familiebilleder.samfundslitteratur.dk/?page_id=49

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *