Lige før sommerferien modtog jeg en gave. En rigtig god kollega, jeg gennem mange år har arbejdet sammen med, forærede mig litteraten Lilian Munk Rösings nye bog, ANNA ANCHERS RUM. Det skete med en motiverende bemærkning om, at denne udgivelse – alle forskelle til trods – vist havde klare berøringspunkter med FAMILIEBILLEDER og det projekt, der bærer og former både fortællinger og tilgange hos mig.
Begge bøger, bemærkede hun, inddrager på forskellige måder billedkunst og kulturhistorie, begge beskæftiger de sig med nære relationer og familieforhold – og i virkeligheden også med de udfordringer, der opstår, når man vil fortolke og fortælle kunst- og (kultur)historie. Med disse ord var jeg ligesom sat i gang med næringsrig ferielæsning.
Nu har jeg så med interesse fordybet mig i LMR’s bog om ANNA A, som forfatteren vælger at kalde hende. Og i forlængelse af min læsning har jeg valgt at kommentere to områder, hvor jeg føler det vil være særligt givende at overveje og genoverveje mine egne faglige og personlige positioner i relation til Rösings bog og hendes læsning af Anna Anchers liv og kunst.
De følgende betragtninger forholder sig dels til Rösings indholdsmæssige prioriteringer dels til hendes valg af fortælleform.
Lad mig slå en ting fast. Jeg kan godt lide bogen om ANNA A.
LMR åbner på en fin måde dørene til Anna Anchers blå stue og andre rum i Skagen og omegn. Og hun giver sine læsere en øjenåbnende og sansestærk analyse af, hvordan malerinden – det skriver hun – på én gang lykkes med at gøre rummenes vægge transparente og de transparente gardiner afskærmende. Den sidstnævnte effekt opstår, hvilket LRM ikke bliver træt af at fortælle igen og igen (!), som resultat af en særlig malemåde: Anna Anchers malede solreflekser består hele vejen igennem af grove, pastose penselstrøg. En fed effekt.
Solskin i den blå Stue, 1891,
Wikipedia, Public Domain
Rösing er tydeligt fascineret af Anna Anchers særlige malemåde og motivverden – og for tilværelsen som kunstner og lokalt samlende skikkelse i Skagen. Ancher, skriver Rösing, bevæger sig frit mellem miljøerne – familiens gæstgiveri, kunstnerkolonien og de missionske cirkler blandt fiskerne.
Men til min undren har fortællingen tilsyneladende en blind vinkel. Selv om maleren i sine malerier kredser om de nære ting og livet i hjemmet og selv om vi som læsere kan komme tæt på hovedpersonen og hendes nære, savner jeg noget. Vi hører om familien bevares, men forholdet mellem mor og datter og i bredere forstand mellem forældreparret Anna og Michael Anchers og deres enestebarn, Helga, får ikke mange ord med på vejen. Fortællingen om, hvordan den lille lyshårede og hyppigt portrætterede datter – som voksen selv maler – ender sin tilværelse som sine forældres ensomme evighedskurator står ufortalt. Her er noget, som går i stå.
Her må litteraten ellers have haft stof til en trist fortælling eller en historie om svigt. For det kan selvklart have omkostninger på de indre linjer, at både mor og far har helliget deres liv til kunsten og prioriteret den frem for barnet. Her må være råstof til andre fortællinger og uddybende fortolkninger.
Og så er der selve valget af fortællemåde og fortællerposition:
Her er jeg er vild med, at Rösing vover pelsen og vælger at involvere sig i fortællingen. Det opnår hun ved at gøre sin fortæller synlig og skrive jeg. Den disposition er vi mange som godt kan lære af – også når det drejer sig om skriveundervisning i historie og andre humanistiske fag. For det giver i min optik udmærket mening, at den fagperson, der skriver fagligt velunderbygget analyse og historiefortælling tydeligt viser, hvor fortællingens analyse og fortolkning kommer fra. Det vil ofte fungere langt bedre og virke mere vedkommende med en tilstedeværende og engageret fortæller end mange mere blodfattige og farveløse eksempler på upersonlig, akademisk knækprosa.
Og så en tilståelse: Selv turde jeg ikke at gribe fortælleropgaven så direkte og involverende an i FAMILIEBILLEDER. Rösing vover til gengæld at folde sit stof ud for læsernes øjne på den måde, men det forsøg viser sig også sårbart.
Den tydeligste begrænsning ved den side af projektet ligger for mig at se i, at hendes egen personlige Lilian-historie på ingen måde står mål med bogens Anna A-fortælling. Rösings indflettede erindringsindtryk fra barndommens besøg på Brøndums hotel i Skagen, hendes spredte bemærkninger om egne mænd, elskere og konkurrenter på vejen mod en akademisk karriere bliver ikke tilnærmelsesvis så engagerende og vedkommende som selve kernefortællingen om Anna A. På det punkt står jeg som læser tilbage med et flimrende indtryk. Det kommer nærmest til virke anspændt – lidt ligesom der sidder en overspændt fjeder i jegfortælleren. Og det var vel ikke helt meningen.
