I Kulturtillægget til dagbladet Politiken, den 26. august 2017, skriver journalist og forfatter Camilla Stockmann om identitetsrod og herkomstkuller.
Det er sådan, hun vælger at vinkle sin personligt farvede historie om, hvad der sker – eller kan ske – når man selv sender en spytprøve til DNA-test.
Det bliver sat stort op i lørdagsavisen. Blikfanget og introduktionen til artiklen får en central plads på selve avisens forside. Det er et valg, der synes truffet helt uafhængigt af, at der i det store redaktionelle perspektiv ikke kan siges at være tale om Breaking News.
Camilla Stockmann personliggør i virkeligheden blot det samme set up, som bærer hotel- og rejseportalen momondos ca. et år gamle virale reklamekampagne ” LET’S OPEN OUR WORLD”. Den kampagne havde og har selvfølgelig til formål at få alverdens forbrugere til at rejse mere. Men den arrangerer elegant sit forehavende som led i en bestræbelse på at få os alle sammen til at droppe vores fordomme om andre mennesker forstået som fremmede – og i stedet rejse ud og møde dem. Og rejsen ud i verden bliver almindeligvis, er det påstanden, begrænset af vores fordomme.
Det paradoksale er i virkeligheden, at vores præferencer, vores forforståelse af os selv og vores viden om egen familiehistorie i mange tilfælde viser sig at være både begrænset og forskellig fra, hvad vores gener kan fortælle om vores naturhistorie – også den mere individuelle side af den.
Det er i den forbindelse, anvendelsen af DNA-tests bliver det centrale omdrejningspunkt. Vejen til at nedbryde fordomme og motivere os til at flytte os mere både fysisk og mentalt involverer i momondos univers afkodning af vores – viser det sig i videoerne – meget uventet sammensatte, personlige arvemasse. Se de korte klip på youtube, på Facebook eller direkte på adressen: http://www.momondo.dk/letsopenourworld/ .
Og med samme greb og fra næsten samme hjørne tager Camilla Stockmanns fortælling fat. Hun vælger endda samme private firma, AncestryDNA, til at stå for analysen af sin spytprøve.
Nogen tid senere ankommer en svarmail fra firmaet med oplysninger om, at den analyserede prøve i hendes tilfælde stammer fra en person, der er 45 procent skandinavisk, 28 procent britisk, 19 procent fastlands-vesteuropæisk, 8 procent østeuropæisk og under 1 procent iberisk. Altså en 100 procents europæer! Og så kunne de flettede store og små historier slutte cirka her, men den går ikke …
De mentale udfordringer i forbindelse med testen opstår – er det Stockmanns påstand – først som efterreaktion, når resultatet kommer og afdækker, at den afkodede genprofil kolliderer med, hvad det testede individ troede, vidste og i forvejen havde fået fortalt om sin egen familiehistorie. Så kommer der akut rod i identiteten på grund af uoverensstemmelser mellem DNA-profil og familiestamtræ: Hvor fanden kommer de 28% procent brite fra? Noget stemmer ikke helt overens …
Her foreslår jeg, at vi slipper Camilla Stockmanns featureartikel og i stedet ser dens emnefelt som muligt afsæt for en stor skriftlig opgave i de gymnasiale uddannelser.
Hvad med en SRP med et fagligt samspil mellem biologi – eller bioteknologi – på den ene side og historie på den anden? Et sådant projekt vil meget vel kunne have fagligt udbytte af at trække på en eller flere af fortællingerne i Familiebilleder og på bogens digitale supplement i form af kilder, ramme- og perspektivsættere.
Det vil både være oplagt at arbejde med lange linjer og afgrænsede perioder og endda at relatere ti (egen) familiehistorie, til evolution og globale vandringer. Og det vil være mindst lige så oplagt at se på problemfelter, hvor religion, seksual- og samfundsmoral udvikler sig i samspil og i mere eller mindre åben konflikt med hinanden. Fra oldtid til nutid.
Også i den daglige historieundervisning vil det ofte være en relevant ide at trække en spormetode som DNA-analysen med ind i et flerfagligt udredningsarbejde, der beskæftiger sig med, hvem vi var og hvem vi er. Arkæologers og historikeres samarbejde med genetikere og geogenetikere (tjek endelig ordets betydning!) er allerede godt i gang med at give os analyseresultater, der lægger op til løbende omskrivning af ikke mindst de ældre og tidligt moderne faser af vores fælles globale historie. Som afsæt for historieskrivning , projektarbejde og ikke mindst undervisning i disse aspekter af vores sammensatte historie kan de små virale videoer fra momondo og en featureartikel som Camilla Stockmanns måske få deres eget efterliv.
Og det kan i sammenhængen være godt at vide, at Familiebilleder har disse tilgange til de nære relationers natur-, kultur- og samfundshistorier repræsenteret direkte i bogens eget DNA.