Det er en ren tilståelsessag: I sommeren 2020 blev jeg forført til lystlæsning i Dekameron.
Min interesse for at læse det store 1300-tals fortælleværk i sin helhed blev allerede vakt, da Thomas Harders anmelderroste nyoversættelse udkom i efteråret 2019. På det tidspunkt anskaffede jeg mig begge bind, men i første omgang kun for at placere dem i min bogreol. Dér fik de lov at stå urørte en vinter lang, hvor jeg var engageret i mange andre opgaver end at tage mig tid til at læse hundrede erotisk boblende fortællinger af Giovanni Boccaccio fortalt i en ramme af dødelig alvor.
Så kom foråret 2020 og med det coronapandemien, og pludselig stod det mig brutalt klart: Var der noget mere nærliggende end at holde afstand, gå i selvvalgt isolation og kaste sig over livsbekræftende fortællinger? Og skærpede det ikke omstændighederne, at disse hundrede historier om menneskers lyst, passioner og galskaber foregår på baggrund af den voldsomme pestepidemi, som sidst i 1340’erne tog livet af mere end halvdelen af Firenzes indbyggere og hastigt spredte sig videre i Vesteuropa med tilsvarende følger.
Så som fortalt, så gjort!
Bocacccio lader i rammen til Dekameron syv unge kvinder og tre unge mænd alle fra Firenzes bedre borgerskab mødes ved klosterkirken Santa Maria Novella. Sammen beslutter de at flygte fra den pestplagede by og tage ophold under yderst komfortable forhold på godser i byens omegn. Her fordriver de i selvvalgt karantæne tiden sammen med god mad, vin og med sang, dans og spadsereture i de omgivende parker og skove. Men den helt centrale fælles beskæftigelse består i, at de gennem ti dage hver især fortæller en historie. Og det er disse historier, som Boccacio arrangerer og indfatter i forbindende tekster.
Mange mennesker har gennem tider læst nogle af disse fortællinger og et artigt udvalg er blevet optaget i forskellige læsebøger og litteraturudvalg. Langt færre har læst Dekameron i sin helhed.
Min personlige opfordring lyder, at flere burde gøre det; men mit blogindlæg har også et mere undervisningsrettet sigte.
Udover min personlige nydelse under læsningen har jeg nemlig taget mig fordybelsestid til at se på fortællingerne med litterat-, historiker- og underviser-øjne. Så her er en lille stribe forslag til tekstvalg med tanke på historisk-tematisk læsning af Boccaccio-fortællinger med potentiale, når det drejer sig om drift, lyst, køn – nære relationer i enhver forstand – sat op som afvigelse fra den forventelige katolsk-kristne kønsmoral og de normer, som herskede i 1300-årenes Europa.
Hos de lystne kvinder og mænd, som Boccaccio med enkle greb gør til sine fortællere, er der tydelig appetit på livet og drift efter at sprænge gamle moralske bindinger og slippe lysterne løs.
I Thomas Harder nyoversættelse er der såvel liderlige nonner, præster og munke som lystne lægfolk – ikke mindst damer, damer, damer, der stræber efter at omsætte drømme og længsler til sanselig handling. Og fortællingerne anviser masser af veje til at nå dertil.
Når jeg på denne måde fremhæver Thomas Harders valg af at bruge dame, dame, dame næsten hver gang Boccaccio skriver donna, skyldes det, at jeg undrer mig, når nu kvinde var en nærliggende variationsmulighed. Men ham om det.
Efter disse ord blot nogle få forslag til tekstvalg til studier og plukvis lystlæsning:
Dag 1, fortælling 2 giver et fint eksempel på kritik af paven og Romerkirken
Dag 1, fortælling 4 handler om en ung, snedig og liderlig munk, hans abbed og en bondepige
Dag 3, fortælling 10 rummer historien om den stumme gartner og nonnerne (det er let at gætte sig til, hvad der foregår)
Dag 3, fortælling 10 handler om en helvedes lyst i det forhold, som udvikler sig mellem den helt uerfarne, komplet uskyldige Alibech og munken Rustico
Dag 4 er fyldt med fortællinger, som kredser om kærlighedshistorier med en ulykkelig udgang
Dag 5, fortælling 4 beretter om en kvinde som omgår sin mands stramme sociale kontrol og sætter sin elsker stævne på en balkon – og
Dag 5, fortælling 10 illustrerer afslutningsvis, hvordan det kan ende med en trekant. Og dermed er vi halvvejs i Dekameron.
Dag 7, samler fortællingerne om de puds kvinder har spillet deres mænd – og
Dag 8, bevæger sig videre i et lidt bredere spor med fortællinger om både de puds kvinder spiller mænd – og mænd kvinder
Dag 8, fortælling 8 lægger ud med at skildre et tilfælde af utroskab, som ender med et praktisk arrangement, hvor to damer deler to ægtemænd, tilsyneladende til alle parters fryd og glæde
Dag 9, fortælling 10 udfolder magi og manipulation, hvor præsten Don Gianni efter ønske forsøger at opfylde sin ven Pietros naive ønske om i arbejdstiden at kunne forvandle sin kone til en hoppe. Det er planlagt til at mislykkes, da Pietro afbryder processen – gæt selv hvorfor! Eller læs selv.
Dag 10, opererer de 9 første fortællinger med et fælles tema: eksempler på mennesker, som handler gavmildt i især kærlighedsanliggender, mens
Dag 10, fortælling 10 lukker og slukker med at fortælleren Dioneo beretter om, hvordan markisen af Saluzzo tester sin kones kærlighed på en totalt grænseoverskridende måde.
God læselyst!