Ferielæsning på Vestkysten

Lige før sommerferien modtog jeg en gave. En rigtig god kollega, jeg gennem mange år har arbejdet sammen med, forærede mig litteraten Lilian Munk Rösings nye bog, ANNA ANCHERS RUM. Det skete med en motiverende bemærkning om, at denne udgivelse – alle forskelle til trods – vist havde klare berøringspunkter med FAMILIEBILLEDER og det projekt, der bærer og former både fortællinger og tilgange hos mig.
Begge bøger, bemærkede hun, inddrager på forskellige måder billedkunst og kulturhistorie, begge beskæftiger de sig med nære relationer og familieforhold – og i virkeligheden også med de udfordringer, der opstår, når man vil fortolke og fortælle kunst- og (kultur)historie. Med disse ord var jeg ligesom sat i gang med næringsrig ferielæsning.
Nu har jeg så med interesse fordybet mig i LMR’s bog om ANNA A, som forfatteren vælger at kalde hende. Og i forlængelse af min læsning har jeg valgt at kommentere to områder, hvor jeg føler det vil være særligt givende at overveje og genoverveje mine egne faglige og personlige positioner i relation til Rösings bog og hendes læsning af Anna Anchers liv og kunst.
De følgende betragtninger forholder sig dels til Rösings indholdsmæssige prioriteringer dels til hendes valg af fortælleform.

Lad mig slå en ting fast. Jeg kan godt lide bogen om ANNA A.
LMR åbner på en fin måde dørene til Anna Anchers blå stue og andre rum i Skagen og omegn. Og hun giver sine læsere en øjenåbnende og sansestærk analyse af, hvordan malerinden – det skriver hun – på én gang lykkes med at gøre rummenes vægge transparente og de transparente gardiner afskærmende. Den sidstnævnte effekt opstår, hvilket LRM ikke bliver træt af at fortælle igen og igen (!), som resultat af en særlig malemåde: Anna Anchers malede solreflekser består hele vejen igennem af grove, pastose penselstrøg. En fed effekt.

  Solskin i den blå Stue, 1891,
Wikipedia, Public Domain

Rösing er tydeligt fascineret af Anna Anchers særlige malemåde og motivverden – og for tilværelsen som kunstner og lokalt samlende skikkelse i Skagen. Ancher, skriver Rösing, bevæger sig frit mellem miljøerne – familiens gæstgiveri, kunstnerkolonien og de missionske cirkler blandt fiskerne.
Men til min undren har fortællingen tilsyneladende en blind vinkel. Selv om maleren i sine malerier kredser om de nære ting og livet i hjemmet og selv om vi som læsere kan komme tæt på hovedpersonen og hendes nære, savner jeg noget. Vi hører om familien bevares, men forholdet mellem mor og datter og i bredere forstand mellem forældreparret Anna og Michael Anchers og deres enestebarn, Helga, får ikke mange ord med på vejen. Fortællingen om, hvordan den lille lyshårede og hyppigt portrætterede datter – som voksen selv maler – ender sin tilværelse som sine forældres ensomme evighedskurator står ufortalt. Her er noget, som går i stå.
Her må litteraten ellers have haft stof til en trist fortælling eller en historie om svigt. For det kan selvklart have omkostninger på de indre linjer, at både mor og far har helliget deres liv til kunsten og prioriteret den frem for barnet. Her må være råstof til andre fortællinger og uddybende fortolkninger.
Og så er der selve valget af fortællemåde og fortællerposition:
Her er jeg er vild med, at Rösing vover pelsen og vælger at involvere sig i fortællingen. Det opnår hun ved at gøre sin fortæller synlig og skrive jeg. Den disposition er vi mange som godt kan lære af – også når det drejer sig om skriveundervisning i historie og andre humanistiske fag. For det giver i min optik udmærket mening, at den fagperson, der skriver fagligt velunderbygget analyse og historiefortælling tydeligt viser, hvor fortællingens analyse og fortolkning kommer fra. Det vil ofte fungere langt bedre og virke mere vedkommende med en tilstedeværende og engageret fortæller end mange mere blodfattige og farveløse eksempler på upersonlig, akademisk knækprosa.
Og så en tilståelse: Selv turde jeg ikke at gribe fortælleropgaven så direkte og involverende an i FAMILIEBILLEDER. Rösing vover til gengæld at folde sit stof ud for læsernes øjne på den måde, men det forsøg viser sig også sårbart.
Den tydeligste begrænsning ved den side af projektet ligger for mig at se i, at hendes egen personlige Lilian-historie på ingen måde står mål med bogens Anna A-fortælling. Rösings indflettede erindringsindtryk fra barndommens besøg på Brøndums hotel i Skagen, hendes spredte bemærkninger om egne mænd, elskere og konkurrenter på vejen mod en akademisk karriere bliver ikke tilnærmelsesvis så engagerende og vedkommende som selve kernefortællingen om Anna A. På det punkt står jeg som læser tilbage med et flimrende indtryk. Det kommer nærmest til virke anspændt – lidt ligesom der sidder en overspændt fjeder i jegfortælleren. Og det var vel ikke helt meningen.

DHO – erfaringer med mundtlig prøve og formativ evaluering

Min 1.z og jeg har her i eksamensperioden prøvet kræfter med mundtlig fremlæggelse og formativ evaluering af klassens DHO-opgaver.
Det gik rigtig godt, og jeg fornemmer, at langt de fleste elever havde stor glæde og et solidt fagligt udbytte af at arbejde med deres egne projekter – og ikke mindst at få en opfølgende dialog.
Alle opgaverne havde afsæt i arbejdet med familien og de nære relationers natur-, kultur og samfundshistorie og også i de opgavestrukturer og ideer til emner, som jeg bloggede om i marts måned, da vi skød projektforløbet i gang. Og det viste sig i praksis, at de livsnære udgangspunkter gjorde det enkelt og vedkommende for eleverne at engagere sig og reflektere over egen identitet og personlige erfaringer som en naturlig del af processen.
Selve den mundtlige fremlæggelse stillede eleverne i en situation med overskuelige udfordringer:
Fortæl, hvad du har skrevet om og hvad du så fandt ud af …
Præsentér dine overvejelser bag valg materiale og tilgange –
og uddyb det sidstnævnte med kommentarer til forskelle og ligheder mellem dansk og historie, hvad angår metoder.

Undervejs viste det sig, at disse korte fokuserede oplæg rummede potentiale til selvevaluering og derfor gav et superfint afsæt for en efterfølgende samtale om den enkelte opgaves styrker og begrænsninger. Vi kom sammen langt med både det faglige og det fortællemæssige og den slags oplevelser motiverer og giver mod på mere.

Idébank II– DHO med afsæt i litteratur før 1700

Kort til en start.
Her er en liste med forslag til litterære emner, som i denne forbindelse egner sig til samspil med historie.
Opskriften på den historiefaglige forberedelse kan lyde:
Start i FAMILIEBILLEDER. Udvælg den eller de historiefortællinger, der tematisk og kronologisk matcher dit valg af litterært emne. Læs det udvalgte stof og find yderligere materiale. Der vil være god hjælp at hente i den digitale kildesamling her på hjemmesiden. Både når det drejer sig om nyttige links til søgning og i form af et bredt tekstudvalg i selve samlingen.
Når du er kommet så langt, er du ved at være grundlæggende forberedt og klar til at modtage nærmere vejledning fra dine faglærere.

Saga, folkeviser – og middelalder:

Slægt, kærlighed og ære som konfliktzoner i en islandsk saga
Kærlighedskonflikter og familiefejder med afsæt i udvalgte ridderviser
Seksualitet, synd og ære i Landskabslovene og i folkevisetraditionen
Kærlighed og fortryllelse – med inddragelse af danske trylleviser
Kvindesyn, kærlighed og hengivelse i en eller flere katolske Mariaviser

Renæssance og reformationstid:

Moralforestillinger og belæring om kønsliv og moral i Peder Palladius’ Visitatsbog
Den rette ægtemand – livsværdier og intrige i Hieronymus Justesen Ranchs komedie ”Karrig Niding”
Seksualdrift og lyst som energi og konfliktmotor hos Giovanni Boccaccio

Barok og enevælde:

Giftemål, ægteskab og kærlighed i 1600-tallet – i lyset af Thomas Kingos bryllupssalme – ”Sorrig og Glæde de vandre til Hobe” og eksempler fra Kingos verdslige digtning

Optakt til fordybelse – forberedelser til DHO

Op til julen 2017 skrev jeg her på bloggen om, hvad min 1.z og jeg lavede som optakt til højtiden. Kort fortalt undersøgte vi de forskellige forestillinger, vi individuelt og kollektivt bærer på om det, jeg valgte at kalde ”familie- og juletræsjulen”.

Siden nytår har vi så arbejdet videre med familietemaet i bredere forstand. Det er foregået i et kronologiforløb, der nu nærmer sig en afrunding.
I historie har vi brugt en række af historiefortællingerne fra FAMILIEBILLEDER og udvalgte kilder fra den store digitale kildesamling: https://familiebilleder.samfundslitteratur.dk/?page_id=13
For fortællingernes vedkommende har det i nævnte rækkefølge drejet sig om fortælling nr. 20, fortælling nr. 1 og fortællingerne nr. 3-4 + 6 til og med 15.
Vi tog afsæt bogens fremtidsscenarier og i dens indledende indkredsning af forskellige, udbredte opfattelser af, hvad en familie er og hvilken betydning det har for forståelsen af vores nære fællesskaber i både fortid og nutid. Undervejs inddrog vi som nævnt et lille udvalg af kilder og perspektivsættende tekster fra den digitale kildesamling.
Sammen satsede vi på at følge de store samfunds- og kulturforandringer og deres betydning i individets og de små fællesskabers perspektiv.
Kronologiforløbet dækkede fra senantikken – og i dansk sammenhæng fra vikingetid til 1920’erne og 1930’erne. Opmærksomheden har hele vejen været samlet sig om at udrede, hvordan den store historie har spillet sammen med almindelige menneskers liv og forestillinger om identitet, køn, krop og små fællesskaber i bredere forstand.
Og i intimt fagligt samspil har danskundervisningen arbejdet med enkelte antikke tekster og i øvrigt med materiale fra det historisk-tematiske forløb fra bogens hjemmeside:  https://familiebilleder.samfundslitteratur.dk/?page_id=2
På den måde beskæftigelsen med de litterære teksters skiftende tilværelsesfortolkninger bidraget væsentligt til både dybde og overblik i fagsamarbejdet.
Jeg skal i den forbindelse ikke glemme at præcisere, at vi i fællesskab også har haft fokus på såvel historie som litteraturfagenes både forskellige og beslægtede tilgange til analyse, fortolkning og formidling. Det meget vigtige aspekt vedrørende faglig formidling har vi i 1.z trænet så godt og omfattende som undervisningstiden rakte til.
Den side af den flerfaglige satsning handlede om at træne historiefortælling som (fler)faglig formidling.
Det er sket med en stærk understregning af, at glæden ved at selv at finde ud af og fortælle er helt vital.
Netop det vil jeg snarest skrive et kort blogindlæg om. Det vil kaste klart lys over, hvad det er for nogle udfordringer og muligheder den faglige fordybelse og arbejdet med DHO byder på.

Dronningens nytårstale – denne gang med fokus på familien

I sin 46. nytårstale – den tale dronning Margrethe den 2. holdt den 31. december 2017 – berørte hun som i alle de tidligere nytårstaler, hvad kongefamilien selv havde oplevet af skelsættende begivenheder, mærkedage, store oplevelser, glæder og sorger i det forgangne år. Men dronningens fokus på familieliv rakte denne gang videre end kongefamiliens egne forhold. Hun benyttede nemlig lejligheden til at reflektere nærmere over og kommentere de store forandringer af og i de nære relationer, som er indtruffet i hendes egen levetid:

”Meget har forandret sig, siden jeg og mine jævnaldrende var børn eller unge mennesker. Men grundtonen har stadig rod i en kultur og en levevis, der er groet frem her i vort land.
Den er et udtryk for, hvem vi er, og for det, som er vigtigt for os, som land, og som danskere.
Måske glemmer vi indimellem at spørge os selv, hvad der er vigtigst i livet.
I dagligdagen går mange af de vågne timer med arbejde og pligter. Men hvad betyder mest for os, når det kommer til stykket?
Det gør de mennesker, der står os nær. Og for de allerfleste er det vores familie.
En familie er ikke nødvendigvis det samme i dag som for en generation siden. Jeg tror, der er kommet en erkendelse af, at ikke alle familier er far-og-mor-og-børn. Der er i dag større variation, men også større frisind og tolerance.
Er der flere muligheder, er der også flere valg. Det er som udgangspunkt et fremskridt. Men vi kan også snuble over de mange muligheder.
I en moderne familie er der et hav af gøremål. Jeg kan godt undre mig over, hvordan tiden slår til, når lillebror skal følges til svømning, og storesøster skal hentes hos en legekammerat, inden mor eller far skal på kursus. Hvordan når de dog det hele?
Vores hverdag er fuld af krav, der skal mødes, og valg, der skal træffes.
Det kan være, som om alle døre står åbne. Men ét menneske kan jo ikke gå ind ad dem alle sammen på én gang.”

Vores regent har på denne måde berørt netop de tematikker, som FAMILIEBILLEDER folder bredere ud og går undersøgende i dybden med. I sammenhængen vil det så være nærliggende for mig lige at pege på bogens fortælling nr. 7, som hedder ”Det bærende fællesskab”. Den fortælling belyser på en og samme gange, hvordan det borgerlige samfunds forestillinger om familien blev til i en kulturel, social og politisk udviklingsproces, hvor også de stadig gældende opfattelser af kongefamiliens position og særstatus tog form.
Godt nytår!

De nære relationer – og nye udfordringer i dansk og historieundervisningen (2)

Historie er de 3 F’er, siger jeg indledningsvis til eleverne i min 1.z: FAG, FORTID og FORTÆLLLING.
Og hvis det emnemæssigt meget brede fag rigtigt skal vække interesse og give mening gælder det om at vise dem, at historie handler om mennesker – altså om os. Om vores identitet og nære relationer og om vores forhold til den hyperkomplicerede virkelighed, vi alle sammen både er produkter af og i fremtiden skal agere videre i.
Så i konsekvens af det – og i et endnu større perspektiv – er historie på samme tid både bevidsthedsudviklende videnskab og fortællinger om (næsten) alt – og også VORES historie. Spørg blot den gennemgående fortæller i DR’s ”Historien om Danmark”
Alt det her tankevækkende om historie, bevidsthed, historiebrug og -fortælling vil være noget, 1.z og jeg gang på gang vender tilbage til og fordyber os i.
Helt konkret vælger jeg i de første lektioner at introducere faget ved at lade eleverne beskæftige sig indgående med en fuldstændig anonymiseret tekst. De får udleveret en berettende tekst – og brug for al den viden og de færdigheder, de bringer med sig ikke mindst fra danskundervisningen. Den ulæste tekst*, eleverne får udleveret til en start, fremstår helt uden oplysninger om hverken afsender/fortæller eller om hvornår og i hvilken forbindelse beretningen er blevet til. Så er det udfordringen gennem tekstanalyse og søgninger på nettet at afkode og fortolke den og om muligt placere den i en større sammenhæng. Det lyder ambitiøst, men gentagne forsøg viser, at det fungerer rigtig godt.
Jeg satser på at udfordre eleverne ved at lade dem gå på det, jeg kalder sporjagt. Se: https://www.youtube.com/watch?v=55yZU9c0-uE
Mens arbejdet står på, er der er fri søgning på internettet – og de koncentrerede makkerpar agerer som jægere, detektiver og sporhunde. De søger at få greb om selve teksten og skaffer sig udover det løbende oplysninger om alle de ord og spor i teksten, som kan bruges til at indkredse den ukendte fortæller og skaffe sikker grund under analysen, hvad angår tid, sted og handling.
Det viser det sig hurtigt, at 1.z er ganske gode til både at analysere og fortolke teksten og til at indkredse fortælleren og det, der synes at være karakteristisk for fortællerens måde at opfatte et lille udsnit af verden på.

Fra et sådant startpunkt får jeg åbnet for en forståelse for, hvad det vil sige at analysere og diskutere både kilder og historiske fremstillinger. Og jeg præsenterer eleverne for et lille blandet udvalg af tekster og tilgange, før vi – om ikke så længe tager fat på et tæt samspil mellem historie og dansk i et kronologiforløb, der leder frem mod DHO. Jeg anvender det danskforløb, som ligger her på hjemmesiden (https://familiebilleder.samfundslitteratur.dk/?page_id=2 ) og udvalgte fortællinger fra Familiebilleder.
Det vil jeg blogge om senere. Lige nu er jeg optaget af at koordinere indsatsen, så jeg fører en løbende dialog med min nære kollega, dansklæreren. Det viser sig, at vi er ret enige om i fællesskab at betone, hvor meget tekstanalyse og fortolkning fylder i begge fag. Og sammen vil vi – forud for DHO – forsøge at give eleverne en grundig indføring i, hvad faglig skrivning stiller af krav, og hvad det er vi hver især forventer af vores elever.

* Den anonymiserede tekst, jeg bruger her, er et uddrag af den engelske diplomat Robert Molesworths ” An Account of Denmark: As It Was in the Year 1692”. De to korte tekstklip handler om forholdene på Sjælland og om fortællerens indtryk af landskabet, befolkningen og den herskende politiske kultur.
Det er guf for sporhunde …

De nære relationer – og nye udfordringer i dansk- og historieundervisningen (1)

Jeg glæder mig vildt til at komme i gang med Familiebilleder i min nye 1.z, hvor jeg både skal undervise i dansk og i historie. Det er en didaktisk dobbeltrolle, jeg ser frem til at skulle agere i, fordi jeg får optimal mulighed for at eksperimentere med en tæt koordineret planlægning og gennemførelse af de faglige samspil. Til alt held kan jeg undervejs også sparre med forskellige kolleger i begge fag, som vil afprøve i hvert fald nogle af de samme delforløb og tilgange.
Og hvad er det så, 1.z og jeg har gjort og vil gøre til en start? Det vil jeg berette om her og videre skitsere nogle ideer til, hvordan jeg tænker mig at disponere for at forberede eleverne bedst muligt på de udfordringer, der knytter sig til først kronologiforløb og så den fællesfaglig fordybelse, som i følge de nye læreplaner for stx leder frem mod elevernes DHO.
For at sikre så bredt udblik og så tæt samspil mellem fagene som muligt har jeg designet den nærmere indføring i både dansk og historie, så det valgte stof og materiale har afsæt i ”nære relationer”. Dermed lægger jeg forberedende op til at bruge bogen Familiebilleder og hjemmesidens resurser. Men jeg gør det på en sådan måde, at der bliver plads til mangfoldighed og mulighed for lystbetonede svinkeærinder i både undervisningens tilrettelæggelse og i tekst- og materialevalg. Samtidig får eleverne også mødt forskelligartede tekster, tilgange og erfaringsverdener, de selv senere – på eget initiativ – kan vende tilbage til og fordybe sig i.
I dansk laver vi først et lille forløb, der spænder over mange genrer. Opmærksomheden samler sig om sideløbende at introducere relevante analytiske fremgangsmåder. Det sker med bevidst tanke på at opbygge en større faglig metodebevidsthed undervejs.
Jeg har åbnet posen ved først at lade eleverne læse og arbejde med Karen Blixens korte fortælling ”De blå Øjne” i udgaven fra ”Vintereventyr” (1942). De bliver også præsenteret for Blixens egen oplæsning af teksten. I selve analysen har vi fokuseret på fortælleren, på fortællingens helt særlige mix af realistiske og magisk-fantastiske træk – og på de opfattelser af køn og kønsforskelle, der kan læses frem af teksten.
Vi har i fælleskab gjort os bevidste om, at det her handler om en nærlæsning af selve teksten og en fortolkning af de betydningsstukturer, som det viser sig, at den rummer.
Så har vi skiftet tekst og genre – uden at bevæge os særlig langt væk fra startpunktet: Jeg har nemlig linket op til en kort kulturjournalistisk tekst, ”Den seende Blixen” hvor Erik Skyum-Nielsen i et lille stykke kulturjournalistik fra Information reflekterer med afsæt i selvsamme, sælsomme tekst. Se: https://www.information.dk/kultur/2015/10/seende-blixen
På den måde får jeg introduceret en anden tilgang til litteratur, hvor teksten ikke får lov til at stå alene, men hvor fortolkeren tydeligt inddrager sig selv, Blixens livshistorie og hele den mytologi, der omgiver hendes forfatterskab og udforskningen af det.
Med disse få ting i bagagen vil 1.z og jeg i de kommende uger bevæge os videre omkring – se nærmere på et lille udvalg af kortprosa, lyriske tekster (digte og sange), beskæftige os med kortfilm og dokumentarer og også andre ikke-fiktive tekst typer. Og hele det udvalgte materialer vil blive samlet under de nære relationers store tematiske paraply.
Senere i denne uge skriver jeg så et nyt indlæg til bloggen. Her vil jeg fortælle om 1.z’s introduktion til historie, og i nærmest samme åndedrag satser jeg på at åbne forbindelser og bygge sproglige og tekstanalytiske broer, der leder frem mod et meningsfuldt, tæt og forpligtende samspil mellem de to store fællesfag.

Fortidens idealer fylder, når det gælder familien

Familiebilleder har fundet vej til Kristeligt Dagblads kulturtillæg, lørdag den 9. september 2017. I en interviewsamtale med journalist Sara Maarup Thomsen fik jeg som forfatter til bogen, som historiker og iagttager lejlighed og spalteplads til at kommentere livets mangfoldighed, som det aktuelt leves, i et lidt større kulturhistorisk perspektiv.
Artiklen – genfind den på avisens hjemmeside eller via Infomedia – er pudsigt nok illustreret med et foto, som adskiller sig markant fra billedstoffet i Familiebilleder. Det kan i en undervisningssammenhæng være værd at forholde sig til, hvori de store forskelle består.
Se blot nærmere på interviewets skal vi sige dækbillede fotograferet af Camilla Stephan/ritzau,https://www.kristeligt-dagblad.dk/familieliv/fortidens-idealer-fylder-naar-det-gaelder-familien

Det kan endda isoleret betragtet give god mening, træning i billedbeskrivelse og skarpt fokuseret billedanalyse og kildekritik at se nærmere på den illustration fra avisen for nærmere at undersøge, hvad den forestiller eller dokumenterer.

Familiebilleder har nu fået en blog

Følg med her, lige fra fortællingens tidligste anslag. Vi holder snigpremiere på bogens site og blog fra 1. august 2017.

FAMILIEBILLEDER som e-bog og på papir bliver sendt på markedet den 4. august – og så bliver der lukket op til fortællinger om og inviteret til nærmere undersøgelser af familieliv og de nære relationers natur-, kultur- og samfundshistorie.

På bloggen vil jeg fortælle og kommentere i og på tværs af følgende emnekatagorier:

Nære relationer i tid og rum

Undervisning med Familiebilleder

Fortælling – fortolkning – formidling

Tilgange og metodeting

Blandet – og andet …