BLOG

Tag en smagsprøve fra konfæktposen

Tag en smagsprøve fra konfektposen?! Det er grove sager

I Gyldendals præsentation af Henrik Horstbøll, Ulrik Langen og Frederik Stjernfelts nye tobindsværk “GROV KONFÆKT – Tre vilde år med trykkefrihed 1770-73” fra efteråret 2020 lyder appetitvækkeren:
I selvsamme år, som Søren Gyldendal grundlagde sit forlag, afskaffede den egentlige magthaver i Danmark på det tidspunkt, den fra Tyskland indvandrede læge J.F. Struensee, censuren og indførte trykkefriheden.

Det kom ikke til at gå stille af: Der begyndte at udkomme et væld af pamfletter, hvori alverdens aktuelle emner blev taget op, politik, lavsforhold, sædelighed, kongen, dronningen, forholdene ved hoffet, alt kunne skrives, alt kunne gøres til gengæld for en pamflet. Det gav på meget, meget kort tid anledning til en helt ny og ukendt offentlighed.”

Datidens læsere viste sig – som nutidens(?) – mere optagede af at følge med i sladder, snask og skandaler end i at modtage oplysning til borgerne om samfundet.
Så da trykkefriheden blev annonceret satte det nok gang i en mere åben debat om samfundsforhold i bred forstand: Men det viste sig hurtigt, at der var mere salg i sex og sager, som udfordrede almindelig borgerlig anstændighed.

Ved selvsyn kan du nu gå sagerne efter. Det kongelige Bibliotek har digitaliseret og tilgængeliggjort de trykkefrihedsskrifter, som ”Grov konfækt” trækker på.

Gennem årene fra 1770 til 1773 indsamlede embedsmanden Bolle Luxdorph en bred vifte af større og mindre tryksager, og det er hans samling, som er grundlaget for alt det her – se og søg selv: https://tekster.kb.dk/tfs

Søgeordet konfækt giver 1 hit, fundet i en kort anonym udgivelse fra sommeren 1771. Her hedder det konkluderende: grove Folk skal have grov Konfækt; og Sandhed kiender ingen KunstOrd; de findes kuns i Hyklerens Ord-Bog.
Så er tonen slået an, og er du blevet nysgerrig og vil vide mere om sædelighed, moral og dobbeltmoral, om synd, lyst og sanselige sager af samfundsmæssig betydning mod slutningen af 1700-tallet, har jeg nogle forslag.
Så hvad enten du bare er nysgerrig eller som elev og studerende vil begive dig på jagt i, hvordan det dengang stod til med de nære og intime relationer, er der guf i konfæktposen.
Her er nogle få forslag til emner og valg af søgeord:
Tjek f.eks. forfatteren Johannes Ewalds ”Philets Forslag til Pebersvendene …”. Det handler om ugifte mænd og deres muligvis uægte børn, et alt andet end kønt udtryk for børn avlet udenfor ægteskab. Men sådan var tonen.
Søg på ”uægte børn” – og på ”Ægteskab”, ”Horeri” og ”Liderlighed”.
Og få et indtryk af, hvad der efter forlydender foregik i Kongens Have (søgeord ”Rosenborg-Hauge”) og omkring Københavns bordeller (søgeord ”Frøken-Contor”). Så er der både stof til eftertanke og nye kildematerialer til opgaveskrivning.

Smag blot nogle bidder fra konfæktposen!!!

Stævnemøde med Dekameron

Det er en ren tilståelsessag: I sommeren 2020 blev jeg forført til lystlæsning i Dekameron.
Min interesse for at læse det store 1300-tals fortælleværk i sin helhed blev allerede vakt, da Thomas Harders anmelderroste nyoversættelse udkom i efteråret 2019. På det tidspunkt anskaffede jeg mig begge bind, men i første omgang kun for at placere dem i min bogreol. Dér fik de lov at stå urørte en vinter lang, hvor jeg var engageret i mange andre opgaver end at tage mig tid til at læse hundrede erotisk boblende fortællinger af Giovanni Boccaccio fortalt i en ramme af dødelig alvor.


Så kom foråret 2020 og med det coronapandemien, og pludselig stod det mig brutalt klart:  Var der noget mere nærliggende end at holde afstand, gå i selvvalgt isolation og kaste sig over livsbekræftende fortællinger? Og skærpede det ikke omstændighederne, at disse hundrede historier om menneskers lyst, passioner og galskaber foregår på baggrund af den voldsomme pestepidemi, som sidst i 1340’erne tog livet af mere end halvdelen af Firenzes indbyggere og hastigt spredte sig videre i Vesteuropa med tilsvarende følger.
Så som fortalt, så gjort!

Bocacccio lader i rammen til Dekameron syv unge kvinder og tre unge mænd alle fra Firenzes bedre borgerskab mødes ved klosterkirken Santa Maria Novella. Sammen beslutter de at flygte fra den pestplagede by og tage ophold under yderst komfortable forhold på godser i byens omegn. Her fordriver de i selvvalgt karantæne tiden sammen med god mad, vin og med sang, dans og spadsereture i de omgivende parker og skove. Men den helt centrale fælles beskæftigelse består i, at de gennem ti dage hver især fortæller en historie. Og det er disse historier, som Boccacio arrangerer og indfatter i forbindende tekster.
Mange mennesker har gennem tider læst nogle af disse fortællinger og et artigt udvalg er blevet optaget i forskellige læsebøger og litteraturudvalg. Langt færre har læst Dekameron i sin helhed.
Min personlige opfordring lyder, at flere burde gøre det; men mit blogindlæg har også et mere undervisningsrettet sigte.

Udover min personlige nydelse under læsningen har jeg nemlig taget mig fordybelsestid til at se på fortællingerne med litterat-, historiker- og underviser-øjne. Så her er en lille stribe forslag til tekstvalg med tanke på historisk-tematisk læsning af Boccaccio-fortællinger med potentiale, når det drejer sig om drift, lyst, køn – nære relationer i enhver forstand – sat op som afvigelse fra den forventelige katolsk-kristne kønsmoral og de normer, som herskede i 1300-årenes Europa.
Hos de lystne kvinder og mænd, som Boccaccio med enkle greb gør til sine fortællere, er der tydelig appetit på livet og drift efter at sprænge gamle moralske bindinger og slippe lysterne løs.
I Thomas Harder nyoversættelse er der såvel liderlige nonner, præster og munke som lystne lægfolk – ikke mindst damer, damer, damer, der stræber efter at omsætte drømme og længsler til sanselig handling. Og fortællingerne anviser masser af veje til at nå dertil.
Når jeg på denne måde fremhæver Thomas Harders valg af at bruge dame, dame, dame næsten hver gang Boccaccio skriver donna, skyldes det, at jeg undrer mig, når nu kvinde var en nærliggende variationsmulighed. Men ham om det.

Efter disse ord blot nogle få forslag til tekstvalg til studier og plukvis lystlæsning:
Dag 1, fortælling 2 giver et fint eksempel på kritik af paven og Romerkirken
Dag 1, fortælling 4 handler om en ung, snedig og liderlig munk, hans abbed og en bondepige
Dag 3, fortælling 10 rummer historien om den stumme gartner og nonnerne (det er let at gætte sig til, hvad der foregår)
Dag 3, fortælling 10 handler om en helvedes lyst i det forhold, som udvikler sig mellem den helt uerfarne, komplet uskyldige Alibech og munken Rustico
Dag 4 er fyldt med fortællinger, som kredser om kærlighedshistorier med en ulykkelig udgang
Dag 5, fortælling 4 beretter om en kvinde som omgår sin mands stramme sociale kontrol og sætter sin elsker stævne på en balkon – og
Dag 5, fortælling 10 illustrerer afslutningsvis, hvordan det kan ende med en trekant. Og dermed er vi halvvejs i Dekameron.
Dag 7, samler fortællingerne om de puds kvinder har spillet deres mænd – og
Dag 8, bevæger sig videre i et lidt bredere spor med fortællinger om både de puds kvinder spiller mænd – og mænd kvinder
Dag 8, fortælling 8 lægger ud med at skildre et tilfælde af utroskab, som ender med et praktisk arrangement, hvor to damer deler to ægtemænd, tilsyneladende til alle parters fryd og glæde
Dag 9, fortælling 10 udfolder magi og manipulation, hvor præsten Don Gianni efter ønske forsøger at opfylde sin ven Pietros naive ønske om i arbejdstiden at kunne forvandle sin kone til en hoppe. Det er planlagt til at mislykkes, da Pietro afbryder processen – gæt selv hvorfor! Eller læs selv.
Dag 10, opererer de 9 første fortællinger med et fælles tema: eksempler på mennesker, som handler gavmildt i især kærlighedsanliggender, mens
Dag 10, fortælling 10 lukker og slukker med at fortælleren Dioneo beretter om, hvordan markisen af Saluzzo tester sin kones kærlighed på en totalt grænseoverskridende måde.
God læselyst!

Et tilbud om videndeling forud for DHO 2019

Jeg gør det igen!
Sidste år høstede jeg nemlig som både dansk- og historielærer en hel masse positive erfaringer, da jeg afprøvede FAMILIEBILLEDER og bogens hjemmeside som kernemateriale i forbindelse med såvel kronologiforløb som DHO. Det viste sig nemlig, at familiens og de nære relationers natur-, kultur- og samfundshistorie gav oplagte samarbejdsflader mellem fagene og eleverne fik mulighed for at arbejde med emner og problemstillinger med direkte koblinger til deres egne liv.
I en række indlæg på denne blog fortalte jeg om udviklingen i det tofaglige forløb i min 1.z. Se indlæg fra oktober 2017 til juni 2018.
Her følger jeg op med at dele studieplanen for 1.z i både dansk og historie:
https://www.lectio.dk/lectio/74/studieplan/hold_undervisningsbeskrivelse.aspx?holdelementid=23748703758

 

Visuel sporjagt og historiefortælling

http://lyngby-taarbaek.lokalavisen.dk/kultur/2018-11-03/-Foredrag-p%C3%A5-tirsdag-P%C3%A5-jagt-efter-spor-i-maleriet-og-fotografiet-3425848.html

 

Tirsdag den 6. november 2018 kl. 19.30 er jeg inviteret til Lyngby Taarbæk Stadsarkiv. Her skal jeg holde foredrag med afsæt i en række ældre og nyere billeder, der hver for sig og sammen kan kaste lys over de forandringer vores nære relationer er undergået.
Foredraget, som jeg har kaldt VORES VERDENS BILLEDER, byder på en slags kulturhistorisk opdagelses- og opklaringsrejse – eller det jeg i denne forbindelse har valgt at kalde en sporjagt.
Denne både verbale og visuelle sporjagt handler om det levede og oplevede liv og de nære relationers forandring.
Billedstoffet har jeg udvalgt, så det – udsat for en nærmere betragtning – kan bidrage til at fortælle historier om os, vores formødre og forfædre. Direkte og indirekte trækker jeg i foredraget på stof og erfaringer fra mit arbejde med historiefortælling og billedresearch i forbindelse med tilblivelsen af FAMILIEBILLEDER.

Nu skal vi skrive artikler, ja vi skal …

Vi får nye opgavetyper i skriftlig dansk på stx!
For at leve op til den udfordring skal vi i danskundervisningen til seriøst at øve os på at skrive artikler.
Efter mere end ti års noget anstrengt samliv med opgavegenrerne kronikken og essayet kan vi til skriftlig danskeksamen fra og med 2020 vinke farvel til dem og i stedet samle os om at dyrke artikler – analyserende, debatterende og reflekterende artikler.
Som underviser, blogger og forfatter peger jeg i den anledning på alle de muligheder bogen FAMILIEBILLEDER og det righoldige materiale på denne hjemmeside byder på. For her er ideer og materiale til masser af forskellige artikler med fokus på nære relationer og talrige aspekter af det levede og oplevede liv.

For yderligere at sætte artikelskrivningen lidt i perspektiv har jeg valgt at lægge mig på briksen for at reflektere lidt over de mere eller mindre skjulte læreplaner bag de forandringer, undervisningsministeriets fagbosser i dansk melder ud i starten af skoleåret 2018-2019.
Læs trygt videre …

  Bloggeren har placeret sig med tanke på at dele sine overvejelser om artikelgenrens udfordringer og potentialer. 

Det er hverken en stor reform eller nogen revolution. I realiteten er udmeldingen af nye opgavetyper udtryk for en begrænset justering af de danskfaglige krav styret oppefra.
Den ene af de nye, den analyserende artikel, har alverdens dansklærere i forvejen omfattende erfaringer med. Og når det drejer sig om de to øvrige undertyper – den debatterende og den reflekterende artikel – ligner de langt hen ad vejen hver især henholdsvis en kronik og et essay.
Det begrænsede nybrud på opgavefronten har, tror jeg, en meget enkel forklaring. Samlingen om artiklerne – både de bestemte og de mere ubestemte – kan betragtes som en lille faglig opblødning, Afskeden med såvel essay som kronik kommer nok også for de fleste undervisere til at ske uden tårer. Dem kommer vi ikke til at savne. For når de forsvinder, skåner vi vores elever for krav og forventninger, de tydeligvis havde yderst vanskeligt ved at leve op til.

Skrivning i reformperspektiv
De opgavegenrer, vi faser ud frem mod 2020, var produkter af den store gymnasiereform 2004-2005. Det dengang nye lå i de klare udmeldinger af, at opgaverne fremover skulle ligne den omgivende medievirkelighed, og så alligevel ikke helt. Oveni de udfordringer der lå i, at en kronik alligevel ikke helt var en rigtig kronik og essaygenren en svær en for langt de fleste, kom en række ekstra tiltag. En eksplicit formulering af kvantificerbare genrespecifikke træk og formmæssige krav skulle – i tider, hvor alt skal tælles og evalueres – sikre et målbart grundlag for opgavevurdering og censur. Det greb viste sig at have uheldige bivirkninger. Tælleriet bevirkede, at arbejdet med det skriftlige blev mere regelfikseret med det resultat, at spillerummet for spontan skriveglæde skrumpede. I dens sted kom mere formalisme og udpræget pindehuggeri. Og alt det problematiske, som ligger i den slags kultur, forsvinder ikke, selv om de nye opgaver bevæger sig lidt i en mere åben og positiv retning.
Fagbossernes helt nye råd og vink til dansklærerne synes at signalere, at de formalistiske krav til opgaverne og opgaveskriverne bliver mildnet en kende. Alt tyder dog på, at det stadigvæk – helt i tråd med det herskende fagsyn – vil være sådan, at hver undergenre bliver tillagt sproglige og indholdsrelaterede særtræk, som de læsere, der skal bedømme opgaverne kan konstatere tilstedeværelsen af og tælle op.
Derimod bliver det udtrykkeligt understreget, at de kommunikationssituationer, vores elever og kommende eksaminander bliver bedt om at agere i som artikelskrivere, relaterer sig til en mere elevvenlig, forestillet virkelighed: Flere elever vil i fremtiden kunne være med og på, når alle de kommende artikler lægger op til at sætte eleverne og deres potentielle skrivelyst lidt mere fri. Lige ud af posen lægger råd og vink op til, at eleverne nu mere direkte bliver bedt om at skrive som sig selv og til modtagere, der fagligt og alment er cirka ligeså oplyste og fagligt skolede, som vores elever i almindelighed er.
Men udover det. Hvad gemmer der sig så egentlig af nye udfordringer og muligheder i den meget rummelige og lidt fluffy artikel-genre?
For at nærme mig nogle svar på det spørgsmål slog jeg op i Den Danske Ordbog og læste dens korte artikel om opslagsordet artikel: https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=artikel
Her stod at læse, at ordbøger er ladet med artikler – men hovedforklaringen på, hvad vi i almindelighed forstår ved en artikel er en selvstændig, skreven tekst om et (aktuelt eller fagligt) emne i en avis, et blad eller et tidsskrift.
Gode greb – til alt og for alle
De nye råd og vink (august 2018) opregner 7 kendetegn for den gode reflekterende artikel, men jeg kan ikke få ind i mit hoved, at disse kendetegn ikke burde vedkomme samtlige artikeltyper.
De 7 centrale råd til greb er:
• Indled med et personligt fængende anslag.
• Vis, at du er til stede i sproget. Forsøg gerne at lege med ordene,
• Skriv verden frem for din læser. Brug eksempler.
• Bevæg dig naturligt mellem konkret og abstrakt.
• Reflektér på et højt abstraktionsniveau. Vis at du ved noget om emnet, eller kan finde relevant viden og vinkler på emnet.
• Vis at du tænker og reflekterer undervejs og bliver klogere på dit emne, mens du skriver.
• Brug det tilknyttede tekstmateriale som løftestang til at hæve dig over emnet og eksemplerne.
Med særligt henblik på den debatterende artikel fastslår råd og vink, at det er vigtigt i debatter at kunne identificere andre debatterendes stemmer og også finde ind til og skrive med sin egen. Men egentlig har jeg svært ved at forstå, at denne opmærksomhed omkring teksters stemmer kun har relevans i undergenren den debatterende artikel. Selve udviklingsprojektet at finde ind til sin egen personlig stemme, skelne den fra andres, analytisk kunne identificere forskellige teksters forskellige stemmer, reflektere over deres sær- og fællestræk må vel – for at give fuld mening – både gælde ude i virkeligheden og i undervisningen på tværs af alle artikelskrivningens undergenrer.
I forlængelse af en positiv opmærksomhed på stemme og stemmer opstår hurtigt et behov for at få afklaret, om man (!) må skrive jeg?
Og det må man så gerne, fastslår råd og vink som svar på et åbenbart hyppigt stillet dansklærerspørgsmål. Svaret glæder mig – såfremt det positive svar ikke begrænser sig til kun at gælde i undergenrerne den debatterende og den reflekterende artikel.
Det er indlysende, at jeg kun er tilrådeligt at anvende i små doser. Brugen af jeg altid bør doseres og anvendes strategisk.
Såfremt det råd bliver fulgt, kan jeg imidlertid ikke se nogen grund til, at brugen af jeg skal være begrænset til særlige undergenrer af artikler. I en analyserende, fortolkende og fagligt formidlende tekst vil det, synes jeg, være befriende med et synligt, doseret og strategisk anvendt jeg. Vi vil undgå en masse man-skriveri, mange bøvlede passivkonstruktioner og andre stivbenede og afstandsskabende greb. I stedet ville vi få tekster – artikler, historiefortællinger og bidrag til større faglige opgaver, hvor læseren vil kunne møde et nærværende, kommunikerende menneske og få direkte indblik i det faglige arbejde, de prioriteringer og valg, som præger teksten øger forståelsen og udbyttet af både at læse og skrive.
Og det er vel det, det hele handler om …

PS. Jeg tilføjer lige, at jeg et andet sted på denne hjemmeside har skrevet introducerende om historiefortælling i relation til de udfordringer DHO og andre store og flerfaglige opgaver kan byde på. Se https://familiebilleder.samfundslitteratur.dk/?page_id=49

 

Ferielæsning på Vestkysten

Lige før sommerferien modtog jeg en gave. En rigtig god kollega, jeg gennem mange år har arbejdet sammen med, forærede mig litteraten Lilian Munk Rösings nye bog, ANNA ANCHERS RUM. Det skete med en motiverende bemærkning om, at denne udgivelse – alle forskelle til trods – vist havde klare berøringspunkter med FAMILIEBILLEDER og det projekt, der bærer og former både fortællinger og tilgange hos mig.
Begge bøger, bemærkede hun, inddrager på forskellige måder billedkunst og kulturhistorie, begge beskæftiger de sig med nære relationer og familieforhold – og i virkeligheden også med de udfordringer, der opstår, når man vil fortolke og fortælle kunst- og (kultur)historie. Med disse ord var jeg ligesom sat i gang med næringsrig ferielæsning.
Nu har jeg så med interesse fordybet mig i LMR’s bog om ANNA A, som forfatteren vælger at kalde hende. Og i forlængelse af min læsning har jeg valgt at kommentere to områder, hvor jeg føler det vil være særligt givende at overveje og genoverveje mine egne faglige og personlige positioner i relation til Rösings bog og hendes læsning af Anna Anchers liv og kunst.
De følgende betragtninger forholder sig dels til Rösings indholdsmæssige prioriteringer dels til hendes valg af fortælleform.

Lad mig slå en ting fast. Jeg kan godt lide bogen om ANNA A.
LMR åbner på en fin måde dørene til Anna Anchers blå stue og andre rum i Skagen og omegn. Og hun giver sine læsere en øjenåbnende og sansestærk analyse af, hvordan malerinden – det skriver hun – på én gang lykkes med at gøre rummenes vægge transparente og de transparente gardiner afskærmende. Den sidstnævnte effekt opstår, hvilket LRM ikke bliver træt af at fortælle igen og igen (!), som resultat af en særlig malemåde: Anna Anchers malede solreflekser består hele vejen igennem af grove, pastose penselstrøg. En fed effekt.

  Solskin i den blå Stue, 1891,
Wikipedia, Public Domain

Rösing er tydeligt fascineret af Anna Anchers særlige malemåde og motivverden – og for tilværelsen som kunstner og lokalt samlende skikkelse i Skagen. Ancher, skriver Rösing, bevæger sig frit mellem miljøerne – familiens gæstgiveri, kunstnerkolonien og de missionske cirkler blandt fiskerne.
Men til min undren har fortællingen tilsyneladende en blind vinkel. Selv om maleren i sine malerier kredser om de nære ting og livet i hjemmet og selv om vi som læsere kan komme tæt på hovedpersonen og hendes nære, savner jeg noget. Vi hører om familien bevares, men forholdet mellem mor og datter og i bredere forstand mellem forældreparret Anna og Michael Anchers og deres enestebarn, Helga, får ikke mange ord med på vejen. Fortællingen om, hvordan den lille lyshårede og hyppigt portrætterede datter – som voksen selv maler – ender sin tilværelse som sine forældres ensomme evighedskurator står ufortalt. Her er noget, som går i stå.
Her må litteraten ellers have haft stof til en trist fortælling eller en historie om svigt. For det kan selvklart have omkostninger på de indre linjer, at både mor og far har helliget deres liv til kunsten og prioriteret den frem for barnet. Her må være råstof til andre fortællinger og uddybende fortolkninger.
Og så er der selve valget af fortællemåde og fortællerposition:
Her er jeg er vild med, at Rösing vover pelsen og vælger at involvere sig i fortællingen. Det opnår hun ved at gøre sin fortæller synlig og skrive jeg. Den disposition er vi mange som godt kan lære af – også når det drejer sig om skriveundervisning i historie og andre humanistiske fag. For det giver i min optik udmærket mening, at den fagperson, der skriver fagligt velunderbygget analyse og historiefortælling tydeligt viser, hvor fortællingens analyse og fortolkning kommer fra. Det vil ofte fungere langt bedre og virke mere vedkommende med en tilstedeværende og engageret fortæller end mange mere blodfattige og farveløse eksempler på upersonlig, akademisk knækprosa.
Og så en tilståelse: Selv turde jeg ikke at gribe fortælleropgaven så direkte og involverende an i FAMILIEBILLEDER. Rösing vover til gengæld at folde sit stof ud for læsernes øjne på den måde, men det forsøg viser sig også sårbart.
Den tydeligste begrænsning ved den side af projektet ligger for mig at se i, at hendes egen personlige Lilian-historie på ingen måde står mål med bogens Anna A-fortælling. Rösings indflettede erindringsindtryk fra barndommens besøg på Brøndums hotel i Skagen, hendes spredte bemærkninger om egne mænd, elskere og konkurrenter på vejen mod en akademisk karriere bliver ikke tilnærmelsesvis så engagerende og vedkommende som selve kernefortællingen om Anna A. På det punkt står jeg som læser tilbage med et flimrende indtryk. Det kommer nærmest til virke anspændt – lidt ligesom der sidder en overspændt fjeder i jegfortælleren. Og det var vel ikke helt meningen.

DHO – erfaringer med mundtlig prøve og formativ evaluering

Min 1.z og jeg har her i eksamensperioden prøvet kræfter med mundtlig fremlæggelse og formativ evaluering af klassens DHO-opgaver.
Det gik rigtig godt, og jeg fornemmer, at langt de fleste elever havde stor glæde og et solidt fagligt udbytte af at arbejde med deres egne projekter – og ikke mindst at få en opfølgende dialog.
Alle opgaverne havde afsæt i arbejdet med familien og de nære relationers natur-, kultur og samfundshistorie og også i de opgavestrukturer og ideer til emner, som jeg bloggede om i marts måned, da vi skød projektforløbet i gang. Og det viste sig i praksis, at de livsnære udgangspunkter gjorde det enkelt og vedkommende for eleverne at engagere sig og reflektere over egen identitet og personlige erfaringer som en naturlig del af processen.
Selve den mundtlige fremlæggelse stillede eleverne i en situation med overskuelige udfordringer:
Fortæl, hvad du har skrevet om og hvad du så fandt ud af …
Præsentér dine overvejelser bag valg materiale og tilgange –
og uddyb det sidstnævnte med kommentarer til forskelle og ligheder mellem dansk og historie, hvad angår metoder.

Undervejs viste det sig, at disse korte fokuserede oplæg rummede potentiale til selvevaluering og derfor gav et superfint afsæt for en efterfølgende samtale om den enkelte opgaves styrker og begrænsninger. Vi kom sammen langt med både det faglige og det fortællemæssige og den slags oplevelser motiverer og giver mod på mere.

Idébank V – DHO med afsæt i litteratur fra de seneste år (2000-tallet)

Dette femte blogindlæg, som er det sidste med direkte relation til DHO 2018, viderebringer forslag til litterære emner med tekster fra de seneste tiår. Som ekstra kommentar tilføjer jeg lige, at det også vil være en god ide at se på listen fra 1900-tallet, da nogle af de sidstnævnte forslag dér involverer tekster af forfattere, som stadig er aktivt skrivende.
Alle de oplistede forslag egner sig til indgående fagsamarbejde med historie, hvor det fælles fokus ligger på nære relationer – på familie og individ, på identitet, køn, seksualitet, kærlighed og alle de forskellige følelser, som binder os til hinanden, drager eller frastøder os.
Som service for bloggens brugere videregiver jeg endnu en gang en generel opskrift på, hvordan de nævnte litterære emner kan bringes i direkte samspil med historie.
Opskriften på den historiefaglige side af forberedelsen lyder så:
Start i FAMILIEBILLEDER. Udvælg den eller de historiefortællinger, der tematisk og kronologisk matcher dit valg af litterært emne. Læs det udvalgte stof og find yderligere materiale. Der vil være god hjælp at hente i den digitale kildesamling her på hjemmesiden. Både når det drejer sig om nyttige links til søgning og i form af et bredt tekstudvalg i selve samlingen.
Når du er kommet så langt, er du ved at være grundlæggende forberedt og klar til at modtage nærmere vejledning fra dine faglærere.

De seneste – efterhånden – ret mange år …

Erling Jepsen om barndomsliv, forældresvigt og incest
Barndom, køn, erotik og identitet hos Pia Juul
Slægt, familieliv og evolutionsforestillinger i Merete Pryds Helles forfatterskab
Katrine Marie Guldager om nære relationer – barndom og opvækst i et samfund, hvor familieværdier og samlivsformer er under forandring
Krop, køn og faderbinding i Jens Blendstrups forfatterskab
Opvækst, krop, kærlighed og ægteskab som stof og temaer hos Naja Marie Aidt
Seksualitet, krop og forførelse i Lone Hørslevs forfatterskab
Forældre, frigørelse, savn og søgen efter kærlighed i Dy Plambecks værker
Maja Lee Langvad om familie, kulturmøder og transnational adoption
Om at miste familien. Opvækst, mor-datter relationer, seksuel orientering og identitet hos Leonora Christina Skov
Yahya Hassan om familierelationer og opvækst i en indvandrerfamilie
Det postkoloniale Grønland. Opvækst, ungdom, identitet og kønsforvirring hos Niviaq Korneliussen
Pigeopdragelse og kvindeundertrykkelse i Sara Omars “Dødevaskeren”

Idébank IV – DHO med afsæt i litteratur fra 1900-tallet

Dette er så det fjerde blogindlæg med forslag til litterære emner. De er udpeget, så de alle egner sig til indgående fagsamarbejde med historie, hvor det fælles fokus ligger på nære relationer – på familie og individ, på identitet, køn, seksualitet, kærlighed og alle de forskellige følelser, som binder os til hinanden, drager eller frastøder os.
Listen med forslag indleder jeg lige med at videregive en generel opskrift på, hvordan de nævnte litterære emner kan bringes i direkte samspil med historie.
Opskriften på den historiefaglige side af forberedelsen lyder så:
Start i FAMILIEBILLEDER. Udvælg den eller de historiefortællinger, der tematisk og kronologisk matcher dit valg af litterært emne. Læs det udvalgte stof og find yderligere materiale. Der vil være god hjælp at hente i den digitale kildesamling her på hjemmesiden. Både når det drejer sig om nyttige links til søgning og i form af et bredt tekstudvalg i selve samlingen.
Når du er kommet så langt, er du ved at være grundlæggende forberedt og klar til at modtage nærmere vejledning fra dine faglærere.

Det folkelige gennembrud, ca. 1900

Eros, kønsforskrækkelse og evolutionsforestillinger hos Johannes V. Jensen
Jeppe Aakjær i spændingsfeltet mellem landlig familieidyl og social kritik af underklassens livsvilkår på landet
Underklassens børne- og familieliv som stof og tema hos Martin Andersen Nexø
Frihed, erotisk forlokkelse, familieliv og død som stof og temaer i Marie Bregendahls forfatterskab
Knud Hjortøs forfatterskab som indgang til skildringer af kvinde-, by- og landliv
Familie, børn og kvinderettigheder i Thit Jensens værker

Tiden mellem ca. 1920 og 1945

Familiefællesskaber, livssyn, religiøsitet og moral med afsæt i romanen ”Fiskerne” eller afsnit fra tv-dramatiseringen af samme
Krop, følelsesliv og nære relationer i Knud Sønderbys romaner og skuespil
Moral, kærlighed og ægteskab i Poul Henningsens revyviser og indlæg i kulturdebatten
Borgerlige familieværdier som mental spændetrøje i Hans Scherfigs romanværker
Barndom, opdragelse og familieliv som stof og tema i Kjeld Abells ”Melodien der blev væk” og ”Eva aftjener sin barnepligt”
Børn og voksne, køn, magt og undertrykkelse som identitetsdannende komponenter i H.C. Branners forfatterskab
Erotisk fortryllelse som forestilling og realitet i Jørgen-Frantz Jacobsens roman ”Barbara” eller Niels Malmros’ filmatisering af samme
Kønsidentitet, magi, kærlighed og fantasi i Karen Blixens fortællinger og breve

Tiden efter 1945

Slægts- og familieforestillinger i Martin A. Hansens forfatterskab
Familieliv i efterkrigstiden – og tegneserien Far til fire og de første lille Per-film
Barndom, ægteskab og skilsmisse som stof og temaer hos Tove Ditlevsen
Seksualitet, poesi, kærester og hekseri i Frank Jægers Hverdagshistorier
Leif Panduro, familie, identitet og moralværdier i enten ”Rend mig i Traditionerne” (1958) eller ”De uanstændige” (1960)
Drengeidentiteter, pubertet seksualitet og tosomhed i Klaus Rifbjergs forfatterskab
Nære relationer, seksuel identitet og familieliv hos Christian Kampmann
Forstadsliv og børneopdagelse i Anders Bodelsens noveller
Charlotte Strandgaard om familie, krop, sex, menstruation, graviditet og abort
Samlivsformer, erotik og kærlighed i Suzanne Brøggers forfatterskab
Familie- og drengeliv hos Henning Mortensen
Dea Trier Mørch om kvindesolidaritet, komplicerede graviditeter og fødsler i ”Vinterbørn”
Køn, krop og identitet i Pia Tafdrups digtning
Opvækst, kærlighed, ansvar og stofmisbrug i Jakob Ejersbos noveller og romaner
Barndom og kvindeerfaringer i Vita Andersens forfatterskab
Familie- og parrelationer i Helle Helles tekstuniverser