Familiefortællinger og genetik … SRP og undervisning

I Kulturtillægget til dagbladet Politiken, den 26. august 2017, skriver journalist og forfatter Camilla Stockmann om identitetsrod og herkomstkuller.
Det er sådan, hun vælger at vinkle sin personligt farvede historie om, hvad der sker – eller kan ske – når man selv sender en spytprøve til DNA-test.
Det bliver sat stort op i lørdagsavisen. Blikfanget og introduktionen til artiklen får en central plads på selve avisens forside. Det er et valg, der synes truffet helt uafhængigt af, at der i det store redaktionelle perspektiv ikke kan siges at være tale om Breaking News.
Camilla Stockmann personliggør i virkeligheden blot det samme set up, som bærer hotel- og rejseportalen momondos ca. et år gamle virale reklamekampagne ” LET’S OPEN OUR WORLD”. Den kampagne havde og har selvfølgelig til formål at få alverdens forbrugere til at rejse mere. Men den arrangerer elegant sit forehavende som led i en bestræbelse på at få os alle sammen til at droppe vores fordomme om andre mennesker forstået som fremmede – og i stedet rejse ud og møde dem. Og rejsen ud i verden bliver almindeligvis, er det påstanden, begrænset af vores fordomme.
Det paradoksale er i virkeligheden, at vores præferencer, vores forforståelse af os selv og vores viden om egen familiehistorie i mange tilfælde viser sig at være både begrænset og forskellig fra, hvad vores gener kan fortælle om vores naturhistorie – også den mere individuelle side af den.
Det er i den forbindelse, anvendelsen af DNA-tests bliver det centrale omdrejningspunkt. Vejen til at nedbryde fordomme og motivere os til at flytte os mere både fysisk og mentalt involverer i momondos univers afkodning af vores – viser det sig i videoerne – meget uventet sammensatte, personlige arvemasse. Se de korte klip på youtube, på Facebook eller direkte på adressen: http://www.momondo.dk/letsopenourworld/ .
Og med samme greb og fra næsten samme hjørne tager Camilla Stockmanns fortælling fat. Hun vælger endda samme private firma, AncestryDNA, til at stå for analysen af sin spytprøve.
Nogen tid senere ankommer en svarmail fra firmaet med oplysninger om, at den analyserede prøve i hendes tilfælde stammer fra en person, der er 45 procent skandinavisk, 28 procent britisk, 19 procent fastlands-vesteuropæisk, 8 procent østeuropæisk og under 1 procent iberisk. Altså en 100 procents europæer! Og så kunne de flettede store og små historier slutte cirka her, men den går ikke …
De mentale udfordringer i forbindelse med testen opstår – er det Stockmanns påstand – først som efterreaktion, når resultatet kommer og afdækker, at den afkodede genprofil kolliderer med, hvad det testede individ troede, vidste og i forvejen havde fået fortalt om sin egen familiehistorie. Så kommer der akut rod i identiteten på grund af uoverensstemmelser mellem DNA-profil og familiestamtræ: Hvor fanden kommer de 28% procent brite fra? Noget stemmer ikke helt overens …
Her foreslår jeg, at vi slipper Camilla Stockmanns featureartikel og i stedet ser dens emnefelt som muligt afsæt for en stor skriftlig opgave i de gymnasiale uddannelser.
Hvad med en SRP med et fagligt samspil mellem biologi – eller bioteknologi – på den ene side og historie på den anden? Et sådant projekt vil meget vel kunne have fagligt udbytte af at trække på en eller flere af fortællingerne i Familiebilleder og på bogens digitale supplement i form af kilder, ramme- og perspektivsættere.
Det vil både være oplagt at arbejde med lange linjer og afgrænsede perioder og endda at relatere ti (egen) familiehistorie, til evolution og globale vandringer. Og det vil være mindst lige så oplagt at se på problemfelter, hvor religion, seksual- og samfundsmoral udvikler sig i samspil og i mere eller mindre åben konflikt med hinanden. Fra oldtid til nutid.
Også i den daglige historieundervisning vil det ofte være en relevant ide at trække en spormetode som DNA-analysen med ind i et flerfagligt udredningsarbejde, der beskæftiger sig med, hvem vi var og hvem vi er. Arkæologers og historikeres samarbejde med genetikere og geogenetikere (tjek endelig ordets betydning!) er allerede godt i gang med at give os analyseresultater, der lægger op til løbende omskrivning af ikke mindst de ældre og tidligt moderne faser af vores fælles globale historie. Som afsæt for historieskrivning , projektarbejde og ikke mindst undervisning i disse aspekter af vores sammensatte historie kan de små virale videoer fra momondo og en featureartikel som Camilla Stockmanns måske få deres eget efterliv.
Og det kan i sammenhængen være godt at vide, at Familiebilleder har disse tilgange til de nære relationers natur-, kultur- og samfundshistorier repræsenteret direkte i bogens eget DNA.

Man slår da op på Facebook

Min kone og jeg har to voksne døtre, som i det små stadig forsøger sig med at opdrage på deres forældre. Samtidig sørger de også kærligt for løbende at informere os om alt det, de i deres perspektiv opfatter som væsentligt at vide. Det gælder stort og småt, globalt og lokalt. Og da vi selv aktivt – i modsætning til dem – har valgt Facebook fra, føler de sig kaldet til at holde os opdateret om, hvad de erfarer dér.
Gennem de seneste år har vi modtaget en strøm af sms-beskeder og mms’er fra dem med løst og fast fra Facebook. Disse beskeder og billedbeskeder kan handle om mange ting. Mennesker, som både vi og de kender til, har afsluttet deres uddannelse, fået børn, nye jobs, købt hus, blevet gift eller skilt. Alt muligt, som indtræffer af den slags, bliver, ved vi godt, slået op på Facebook helt simultant. Det er en slags de mindre cirklers breaking news.
En del af beskederne har dokumenteret og kommenteret skilsmisser og opbrud fra langvarige parforhold.
Og jeg har tænkt, at i virkeligheden skal der ikke mange screenshots af den type Facebook-opslag til, før vi står med vægtigt samtidshistorisk kildemateriale. Nogle korte personlige opdateringer, i mange tilfælde med selfies til, kan kaste skarpt lys over, hvad der aktuelt sker med opfattelserne af nære relationer og deres karakter.
Her er helt åbenlyst råstof til nærmere overvejelser om, hvordan og på hvilke måder grænserne mellem intimt, privat og offentligt rykker sig– og hvad der i disse år sker med vores forestillinger om familie, ægteskab og parforhold.
Tydeligvis er det her og nu– i modsætning til forholdene tidligere i historien – selve forholdet, det hele står og falder med. Når den ene af parterne i et parforhold ikke længere vil eller kan forestille sig, at den indbyrdes kontrakt har tilstrækkelig værdi og betydning, er det tid at sige stop, hæve kontrakten og søge lykken og udfordringerne andre steder. Og en eller begge erklærer det åbent: Man slår da op på Facebook.
Som kulturhistoriker og underviser tænker jeg, at sådanne små fortællinger fra det virkelige liv kan danne afsæt for nærmere undersøgelser og refleksioner. Disse hverdagsopslag på Facebook vidner om en tingenes tilstand netop nu – og det foregår uden, at så mange finder det så bemærkelsesværdigt, som det er, anskuet i et historisk perspektiv.
Men hvis vi samler opmærksomheden om nuet – og derfra begiver os på opdagelsesrejse eller sporjagt i fortiden, står vi pludselig med kolossale muligheder for i undervisningen at give eleverne øget indsigt i historisk og kulturel forandring. Her kommer fortællingerne i FAMILIEBILLEDER og materialer fra kildesamlingen på sitet så ind i billedet. Sammen kan vi formulere spørgsmål og søge uddybende svar. Både om, hvordan vi lever nu og hvordan og hvorfor forholdene har været anderledes før.