Geert Alex Nielsen Nære relationer i tid og rum, Undervisning med Familiebilleder

Tag en smagsprøve fra konfæktposen

Tag en smagsprøve fra konfektposen?! Det er grove sager

I Gyldendals præsentation af Henrik Horstbøll, Ulrik Langen og Frederik Stjernfelts nye tobindsværk “GROV KONFÆKT – Tre vilde år med trykkefrihed 1770-73” fra efteråret 2020 lyder appetitvækkeren:
”I selvsamme år, som Søren Gyldendal grundlagde sit forlag, afskaffede den egentlige magthaver i Danmark på det tidspunkt, den fra Tyskland indvandrede læge J.F. Struensee, censuren og indførte trykkefriheden.

Det kom ikke til at gå stille af: Der begyndte at udkomme et væld af pamfletter, hvori alverdens aktuelle emner blev taget op, politik, lavsforhold, sædelighed, kongen, dronningen, forholdene ved hoffet, alt kunne skrives, alt kunne gøres til gengæld for en pamflet. Det gav på meget, meget kort tid anledning til en helt ny og ukendt offentlighed.”

Datidens læsere viste sig – som nutidens(?) – mere optagede af at følge med i sladder, snask og skandaler end i at modtage oplysning til borgerne om samfundet.
Så da trykkefriheden blev annonceret satte det nok gang i en mere åben debat om samfundsforhold i bred forstand: Men det viste sig hurtigt, at der var mere salg i sex og sager, som udfordrede almindelig borgerlig anstændighed.

Ved selvsyn kan du nu gå sagerne efter. Det kongelige Bibliotek har digitaliseret og tilgængeliggjort de trykkefrihedsskrifter, som ”Grov konfækt” trækker på.

Gennem årene fra 1770 til 1773 indsamlede embedsmanden Bolle Luxdorph en bred vifte af større og mindre tryksager, og det er hans samling, som er grundlaget for alt det her – se og søg selv: https://tekster.kb.dk/tfs

Søgeordet konfækt giver 1 hit, fundet i en kort anonym udgivelse fra sommeren 1771. Her hedder det konkluderende: grove Folk skal have grov Konfækt; og Sandhed kiender ingen KunstOrd; de findes kuns i Hyklerens Ord-Bog.
Så er tonen slået an, og er du blevet nysgerrig og vil vide mere om sædelighed, moral og dobbeltmoral, om synd, lyst og sanselige sager af samfundsmæssig betydning mod slutningen af 1700-tallet, har jeg nogle forslag.
Så hvad enten du bare er nysgerrig eller som elev og studerende vil begive dig på jagt i, hvordan det dengang stod til med de nære og intime relationer, er der guf i konfæktposen.
Her er nogle få forslag til emner og valg af søgeord:
Tjek f.eks. forfatteren Johannes Ewalds ”Philets Forslag til Pebersvendene …”. Det handler om ugifte mænd og deres muligvis uægte børn, et alt andet end kønt udtryk for børn avlet udenfor ægteskab. Men sådan var tonen.
Søg på ”uægte børn” – og på ”Ægteskab”, ”Horeri” og ”Liderlighed”.
Og få et indtryk af, hvad der efter forlydender foregik i Kongens Have (søgeord ”Rosenborg-Hauge”) og omkring Københavns bordeller (søgeord ”Frøken-Contor”). Så er der både stof til eftertanke og nye kildematerialer til opgaveskrivning.

Smag blot nogle bidder fra konfæktposen!!!

Geert Alex Nielsen Fortælling – fortolkning – formidling, Nære relationer i tid og rum

Visuel sporjagt og historiefortælling

http://lyngby-taarbaek.lokalavisen.dk/kultur/2018-11-03/-Foredrag-p%C3%A5-tirsdag-P%C3%A5-jagt-efter-spor-i-maleriet-og-fotografiet-3425848.html

 

Tirsdag den 6. november 2018 kl. 19.30 er jeg inviteret til Lyngby Taarbæk Stadsarkiv. Her skal jeg holde foredrag med afsæt i en række ældre og nyere billeder, der hver for sig og sammen kan kaste lys over de forandringer vores nære relationer er undergået.
Foredraget, som jeg har kaldt VORES VERDENS BILLEDER, byder på en slags kulturhistorisk opdagelses- og opklaringsrejse – eller det jeg i denne forbindelse har valgt at kalde en sporjagt.
Denne både verbale og visuelle sporjagt handler om det levede og oplevede liv og de nære relationers forandring.
Billedstoffet har jeg udvalgt, så det – udsat for en nærmere betragtning – kan bidrage til at fortælle historier om os, vores formødre og forfædre. Direkte og indirekte trækker jeg i foredraget på stof og erfaringer fra mit arbejde med historiefortælling og billedresearch i forbindelse med tilblivelsen af FAMILIEBILLEDER.

Geert Alex Nielsen Fortælling – fortolkning – formidling, Nære relationer i tid og rum

Ferielæsning på Vestkysten

Lige før sommerferien modtog jeg en gave. En rigtig god kollega, jeg gennem mange år har arbejdet sammen med, forærede mig litteraten Lilian Munk Rösings nye bog, ANNA ANCHERS RUM. Det skete med en motiverende bemærkning om, at denne udgivelse – alle forskelle til trods – vist havde klare berøringspunkter med FAMILIEBILLEDER og det projekt, der bærer og former både fortællinger og tilgange hos mig.
Begge bøger, bemærkede hun, inddrager på forskellige måder billedkunst og kulturhistorie, begge beskæftiger de sig med nære relationer og familieforhold – og i virkeligheden også med de udfordringer, der opstår, når man vil fortolke og fortælle kunst- og (kultur)historie. Med disse ord var jeg ligesom sat i gang med næringsrig ferielæsning.
Nu har jeg så med interesse fordybet mig i LMR’s bog om ANNA A, som forfatteren vælger at kalde hende. Og i forlængelse af min læsning har jeg valgt at kommentere to områder, hvor jeg føler det vil være særligt givende at overveje og genoverveje mine egne faglige og personlige positioner i relation til Rösings bog og hendes læsning af Anna Anchers liv og kunst.
De følgende betragtninger forholder sig dels til Rösings indholdsmæssige prioriteringer dels til hendes valg af fortælleform.

Lad mig slå en ting fast. Jeg kan godt lide bogen om ANNA A.
LMR åbner på en fin måde dørene til Anna Anchers blå stue og andre rum i Skagen og omegn. Og hun giver sine læsere en øjenåbnende og sansestærk analyse af, hvordan malerinden – det skriver hun – på én gang lykkes med at gøre rummenes vægge transparente og de transparente gardiner afskærmende. Den sidstnævnte effekt opstår, hvilket LRM ikke bliver træt af at fortælle igen og igen (!), som resultat af en særlig malemåde: Anna Anchers malede solreflekser består hele vejen igennem af grove, pastose penselstrøg. En fed effekt.

  Solskin i den blå Stue, 1891,
Wikipedia, Public Domain

Rösing er tydeligt fascineret af Anna Anchers særlige malemåde og motivverden – og for tilværelsen som kunstner og lokalt samlende skikkelse i Skagen. Ancher, skriver Rösing, bevæger sig frit mellem miljøerne – familiens gæstgiveri, kunstnerkolonien og de missionske cirkler blandt fiskerne.
Men til min undren har fortællingen tilsyneladende en blind vinkel. Selv om maleren i sine malerier kredser om de nære ting og livet i hjemmet og selv om vi som læsere kan komme tæt på hovedpersonen og hendes nære, savner jeg noget. Vi hører om familien bevares, men forholdet mellem mor og datter og i bredere forstand mellem forældreparret Anna og Michael Anchers og deres enestebarn, Helga, får ikke mange ord med på vejen. Fortællingen om, hvordan den lille lyshårede og hyppigt portrætterede datter – som voksen selv maler – ender sin tilværelse som sine forældres ensomme evighedskurator står ufortalt. Her er noget, som går i stå.
Her må litteraten ellers have haft stof til en trist fortælling eller en historie om svigt. For det kan selvklart have omkostninger på de indre linjer, at både mor og far har helliget deres liv til kunsten og prioriteret den frem for barnet. Her må være råstof til andre fortællinger og uddybende fortolkninger.
Og så er der selve valget af fortællemåde og fortællerposition:
Her er jeg er vild med, at Rösing vover pelsen og vælger at involvere sig i fortællingen. Det opnår hun ved at gøre sin fortæller synlig og skrive jeg. Den disposition er vi mange som godt kan lære af – også når det drejer sig om skriveundervisning i historie og andre humanistiske fag. For det giver i min optik udmærket mening, at den fagperson, der skriver fagligt velunderbygget analyse og historiefortælling tydeligt viser, hvor fortællingens analyse og fortolkning kommer fra. Det vil ofte fungere langt bedre og virke mere vedkommende med en tilstedeværende og engageret fortæller end mange mere blodfattige og farveløse eksempler på upersonlig, akademisk knækprosa.
Og så en tilståelse: Selv turde jeg ikke at gribe fortælleropgaven så direkte og involverende an i FAMILIEBILLEDER. Rösing vover til gengæld at folde sit stof ud for læsernes øjne på den måde, men det forsøg viser sig også sårbart.
Den tydeligste begrænsning ved den side af projektet ligger for mig at se i, at hendes egen personlige Lilian-historie på ingen måde står mål med bogens Anna A-fortælling. Rösings indflettede erindringsindtryk fra barndommens besøg på Brøndums hotel i Skagen, hendes spredte bemærkninger om egne mænd, elskere og konkurrenter på vejen mod en akademisk karriere bliver ikke tilnærmelsesvis så engagerende og vedkommende som selve kernefortællingen om Anna A. På det punkt står jeg som læser tilbage med et flimrende indtryk. Det kommer nærmest til virke anspændt – lidt ligesom der sidder en overspændt fjeder i jegfortælleren. Og det var vel ikke helt meningen.

Geert Alex Nielsen Nære relationer i tid og rum, Undervisning med Familiebilleder

Familie, køn og seksualitet som mulige problemfelter i AT-eksamen 2018

Temaet for årets studentereksamen i Almen studieforberedelse, AT 2018, er netop offentliggjort. Det hedder: Alternativer – ideer til forandring og fornyelse.
Det giver vide muligheder, men i opgaveformuleringens indledende indkredsning af overordnede problemstillinger får områderne seksualitet, familie og køn en fremtrædende placering.
”Traditionelle opfattelser af seksualitet, familie og køn presses af nye normaliteter, nye kombinationer og nye definitioner” … står der således på en fremskudt plads i den introducerende tekst, og ressourcerummet følger op med at foreslå indgange til f.eks.:
boformer – ”Livet i kollektivet”,
familietyper – ”Der er 37 versioner af familien!” – og
køn og kønsidentiteter – ”To køn – mange køn? Er der alternativer til en biologisk forståelse af køn?”
I relation til disse felter byder FAMILIEBILLLEDER og bogens hjemmeside på muligheder for både at få baggrundsviden, inspiration, relevante materialer og introduktioner til forskelle metodiske tilgange, som det vil være nærliggende at anvende i et fagligt samspil, som AT jo er.
Og så lige et enkelt råd fra bloggeren. Det vil være en god ide til en start at overveje, hvad alternativer egentlig er og hvordan det alternative skal forstås. Enhver opgaveløser og eksaminand vil efter min mening gøre sig selv en tjeneste ved indledningsvis at forholde sig til, hvordan alternativer skal opfattes i den konkrete opgaves sammenhæng.
Hvad betyder ’alternativ’ så, når det kommer til stykket? Her peger Den danske Ordbog på, at ordet betyder én af to eller evt. flere muligheder, der gensidigt udelukker eller kan træde i stedet for hinanden – ofte set i forhold til den mulighed, som først byder sig til.
Det sidstnævnte lidt lange i ordbogsforklaringen kræver nok en uddybende kommentar. Den mulighed, som siges først at byde sig til, gør det – må vi forestille os – som resultat eller konsekvens af magtforhold, tradition, konvention eller vanetænkning.
Forestillingen om det alternative har siden 1960’erne, hvor det blev hyppigt brugt, typisk været forbundet med tilløb til noget nyt og progressivt. Men den holder ikke længere. Det er gået med ’alternativer’ som det er gået med reformer. Engang var reformer noget vi forbandt med nybrud og fremskridt af positiv betydning for de mange. I dag kræver det mere end et faktatjek at afklare, hvad ordet egentlig betyder eller dækker over. Derfor: Sæt lige kurs og retning for, hvordan du i relation til din egen AT-problemformulering opfatter det alternative.
Og så god tænke- og skrivelyst!

Geert Alex Nielsen Blandet – og andet …, Nære relationer i tid og rum

Dronningens nytårstale – denne gang med fokus på familien

I sin 46. nytårstale – den tale dronning Margrethe den 2. holdt den 31. december 2017 – berørte hun som i alle de tidligere nytårstaler, hvad kongefamilien selv havde oplevet af skelsættende begivenheder, mærkedage, store oplevelser, glæder og sorger i det forgangne år. Men dronningens fokus på familieliv rakte denne gang videre end kongefamiliens egne forhold. Hun benyttede nemlig lejligheden til at reflektere nærmere over og kommentere de store forandringer af og i de nære relationer, som er indtruffet i hendes egen levetid:

”Meget har forandret sig, siden jeg og mine jævnaldrende var børn eller unge mennesker. Men grundtonen har stadig rod i en kultur og en levevis, der er groet frem her i vort land.
Den er et udtryk for, hvem vi er, og for det, som er vigtigt for os, som land, og som danskere.
Måske glemmer vi indimellem at spørge os selv, hvad der er vigtigst i livet.
I dagligdagen går mange af de vågne timer med arbejde og pligter. Men hvad betyder mest for os, når det kommer til stykket?
Det gør de mennesker, der står os nær. Og for de allerfleste er det vores familie.
En familie er ikke nødvendigvis det samme i dag som for en generation siden. Jeg tror, der er kommet en erkendelse af, at ikke alle familier er far-og-mor-og-børn. Der er i dag større variation, men også større frisind og tolerance.
Er der flere muligheder, er der også flere valg. Det er som udgangspunkt et fremskridt. Men vi kan også snuble over de mange muligheder.
I en moderne familie er der et hav af gøremål. Jeg kan godt undre mig over, hvordan tiden slår til, når lillebror skal følges til svømning, og storesøster skal hentes hos en legekammerat, inden mor eller far skal på kursus. Hvordan når de dog det hele?
Vores hverdag er fuld af krav, der skal mødes, og valg, der skal træffes.
Det kan være, som om alle døre står åbne. Men ét menneske kan jo ikke gå ind ad dem alle sammen på én gang.”

Vores regent har på denne måde berørt netop de tematikker, som FAMILIEBILLEDER folder bredere ud og går undersøgende i dybden med. I sammenhængen vil det så være nærliggende for mig lige at pege på bogens fortælling nr. 7, som hedder ”Det bærende fællesskab”. Den fortælling belyser på en og samme gange, hvordan det borgerlige samfunds forestillinger om familien blev til i en kulturel, social og politisk udviklingsproces, hvor også de stadig gældende opfattelser af kongefamiliens position og særstatus tog form.
Godt nytår!

Geert Alex Nielsen Nære relationer i tid og rum, Undervisning med Familiebilleder

Familiefortællinger og genetik … SRP og undervisning

I Kulturtillægget til dagbladet Politiken, den 26. august 2017, skriver journalist og forfatter Camilla Stockmann om identitetsrod og herkomstkuller.
Det er sådan, hun vælger at vinkle sin personligt farvede historie om, hvad der sker – eller kan ske – når man selv sender en spytprøve til DNA-test.
Det bliver sat stort op i lørdagsavisen. Blikfanget og introduktionen til artiklen får en central plads på selve avisens forside. Det er et valg, der synes truffet helt uafhængigt af, at der i det store redaktionelle perspektiv ikke kan siges at være tale om Breaking News.
Camilla Stockmann personliggør i virkeligheden blot det samme set up, som bærer hotel- og rejseportalen momondos ca. et år gamle virale reklamekampagne ” LET’S OPEN OUR WORLD”. Den kampagne havde og har selvfølgelig til formål at få alverdens forbrugere til at rejse mere. Men den arrangerer elegant sit forehavende som led i en bestræbelse på at få os alle sammen til at droppe vores fordomme om andre mennesker forstået som fremmede – og i stedet rejse ud og møde dem. Og rejsen ud i verden bliver almindeligvis, er det påstanden, begrænset af vores fordomme.
Det paradoksale er i virkeligheden, at vores præferencer, vores forforståelse af os selv og vores viden om egen familiehistorie i mange tilfælde viser sig at være både begrænset og forskellig fra, hvad vores gener kan fortælle om vores naturhistorie – også den mere individuelle side af den.
Det er i den forbindelse, anvendelsen af DNA-tests bliver det centrale omdrejningspunkt. Vejen til at nedbryde fordomme og motivere os til at flytte os mere både fysisk og mentalt involverer i momondos univers afkodning af vores – viser det sig i videoerne – meget uventet sammensatte, personlige arvemasse. Se de korte klip på youtube, på Facebook eller direkte på adressen: http://www.momondo.dk/letsopenourworld/ .
Og med samme greb og fra næsten samme hjørne tager Camilla Stockmanns fortælling fat. Hun vælger endda samme private firma, AncestryDNA, til at stå for analysen af sin spytprøve.
Nogen tid senere ankommer en svarmail fra firmaet med oplysninger om, at den analyserede prøve i hendes tilfælde stammer fra en person, der er 45 procent skandinavisk, 28 procent britisk, 19 procent fastlands-vesteuropæisk, 8 procent østeuropæisk og under 1 procent iberisk. Altså en 100 procents europæer! Og så kunne de flettede store og små historier slutte cirka her, men den går ikke …
De mentale udfordringer i forbindelse med testen opstår – er det Stockmanns påstand – først som efterreaktion, når resultatet kommer og afdækker, at den afkodede genprofil kolliderer med, hvad det testede individ troede, vidste og i forvejen havde fået fortalt om sin egen familiehistorie. Så kommer der akut rod i identiteten på grund af uoverensstemmelser mellem DNA-profil og familiestamtræ: Hvor fanden kommer de 28% procent brite fra? Noget stemmer ikke helt overens …
Her foreslår jeg, at vi slipper Camilla Stockmanns featureartikel og i stedet ser dens emnefelt som muligt afsæt for en stor skriftlig opgave i de gymnasiale uddannelser.
Hvad med en SRP med et fagligt samspil mellem biologi – eller bioteknologi – på den ene side og historie på den anden? Et sådant projekt vil meget vel kunne have fagligt udbytte af at trække på en eller flere af fortællingerne i Familiebilleder og på bogens digitale supplement i form af kilder, ramme- og perspektivsættere.
Det vil både være oplagt at arbejde med lange linjer og afgrænsede perioder og endda at relatere ti (egen) familiehistorie, til evolution og globale vandringer. Og det vil være mindst lige så oplagt at se på problemfelter, hvor religion, seksual- og samfundsmoral udvikler sig i samspil og i mere eller mindre åben konflikt med hinanden. Fra oldtid til nutid.
Også i den daglige historieundervisning vil det ofte være en relevant ide at trække en spormetode som DNA-analysen med ind i et flerfagligt udredningsarbejde, der beskæftiger sig med, hvem vi var og hvem vi er. Arkæologers og historikeres samarbejde med genetikere og geogenetikere (tjek endelig ordets betydning!) er allerede godt i gang med at give os analyseresultater, der lægger op til løbende omskrivning af ikke mindst de ældre og tidligt moderne faser af vores fælles globale historie. Som afsæt for historieskrivning , projektarbejde og ikke mindst undervisning i disse aspekter af vores sammensatte historie kan de små virale videoer fra momondo og en featureartikel som Camilla Stockmanns måske få deres eget efterliv.
Og det kan i sammenhængen være godt at vide, at Familiebilleder har disse tilgange til de nære relationers natur-, kultur- og samfundshistorier repræsenteret direkte i bogens eget DNA.

Geert Alex Nielsen Nære relationer i tid og rum

Man slår da op på Facebook

Min kone og jeg har to voksne døtre, som i det små stadig forsøger sig med at opdrage på deres forældre. Samtidig sørger de også kærligt for løbende at informere os om alt det, de i deres perspektiv opfatter som væsentligt at vide. Det gælder stort og småt, globalt og lokalt. Og da vi selv aktivt – i modsætning til dem – har valgt Facebook fra, føler de sig kaldet til at holde os opdateret om, hvad de erfarer dér.
Gennem de seneste år har vi modtaget en strøm af sms-beskeder og mms’er fra dem med løst og fast fra Facebook. Disse beskeder og billedbeskeder kan handle om mange ting. Mennesker, som både vi og de kender til, har afsluttet deres uddannelse, fået børn, nye jobs, købt hus, blevet gift eller skilt. Alt muligt, som indtræffer af den slags, bliver, ved vi godt, slået op på Facebook helt simultant. Det er en slags de mindre cirklers breaking news.
En del af beskederne har dokumenteret og kommenteret skilsmisser og opbrud fra langvarige parforhold.
Og jeg har tænkt, at i virkeligheden skal der ikke mange screenshots af den type Facebook-opslag til, før vi står med vægtigt samtidshistorisk kildemateriale. Nogle korte personlige opdateringer, i mange tilfælde med selfies til, kan kaste skarpt lys over, hvad der aktuelt sker med opfattelserne af nære relationer og deres karakter.
Her er helt åbenlyst råstof til nærmere overvejelser om, hvordan og på hvilke måder grænserne mellem intimt, privat og offentligt rykker sig– og hvad der i disse år sker med vores forestillinger om familie, ægteskab og parforhold.
Tydeligvis er det her og nu– i modsætning til forholdene tidligere i historien – selve forholdet, det hele står og falder med. Når den ene af parterne i et parforhold ikke længere vil eller kan forestille sig, at den indbyrdes kontrakt har tilstrækkelig værdi og betydning, er det tid at sige stop, hæve kontrakten og søge lykken og udfordringerne andre steder. Og en eller begge erklærer det åbent: Man slår da op på Facebook.
Som kulturhistoriker og underviser tænker jeg, at sådanne små fortællinger fra det virkelige liv kan danne afsæt for nærmere undersøgelser og refleksioner. Disse hverdagsopslag på Facebook vidner om en tingenes tilstand netop nu – og det foregår uden, at så mange finder det så bemærkelsesværdigt, som det er, anskuet i et historisk perspektiv.
Men hvis vi samler opmærksomheden om nuet – og derfra begiver os på opdagelsesrejse eller sporjagt i fortiden, står vi pludselig med kolossale muligheder for i undervisningen at give eleverne øget indsigt i historisk og kulturel forandring. Her kommer fortællingerne i FAMILIEBILLEDER og materialer fra kildesamlingen på sitet så ind i billedet. Sammen kan vi formulere spørgsmål og søge uddybende svar. Både om, hvordan vi lever nu og hvordan og hvorfor forholdene har været anderledes før.