Historiefaget har ifølge den nye læreplan fra 2017 fået en skriftlig dimension. Potentielt er der tale om et didaktisk nybrud, som resten af denne tekst vil forholde sig til.

Men før jeg selv tager over som fortæller, trækker jeg lige på det oplæg om SKRIFTLIGHED OG SKRIVNING SOM HISTORIEFAGLIG PRAKSIS (se linket nederst), som lektor Kasper Thomsen holdt på FIP-møder i foråret 2017.

Han understregede i sit oplæg direkte henvendt til undervisere i historie, at det faglige mål på området overordnet handler om at kunne formulere og formidle historiefaglige problemstillinger mundtligt og ikke mindst skriftligt og relatere disse til elevernes egen tid.

Og så udtrykte han ligeledes et håb om, at historiefaget i de kommende år vil kunne skabe konsensus om fagets skrivekultur.

Jeg kan umiddelbart tilslutte mig det meste. Dog vil jeg gerne – efter at have nærlæst oplægget – tilføje håbet en ekstra dimension: Lad der blive tale om udvikling af en fælles, åben forståelse af og for, hvad der fagligt, sprogligt og kreativt skal til, hvis den skriftlige dimension skal føre noget rigtig godt med sig. Det vil kræve faglig nytænkning og skærpet opmærksomhed på sprog og fortælling, hvis vi skal udnytte de nye formidlingsmæssige muligheder og samtidig undgå at reducere eller endda fraskrive os videre udvikling og ny indsigt gennem arbejdet med at skrive og fortælle.

For skrivning i historie skal selvfølgelig – set i underviseroptik – interessere sig for formalia og træne brug af fagbegreber og metodiske tilgange til analyse af ikke mindst kildemateriale. Men det moderne historiefag har nogle gange en tendens til at se bort, at det selv bærer på en oldgammel kulturarv, der bygger på kærlighed til selve det at fortælle historie og åbne modtagernes interesse gennem netop fortællingen som kommunikationsform.

Lad os derfor som undervisere i historie fremover investere i udviklingen af faglig skrivning med opmærksomhed på alle de potentialer, som historieskrivning kan tænkes at rumme.

De følgende betragtninger kan, er det mit håb, danne afsæt for en sådan praksis – med samspil mellem fag – og med opmærksomheden samlet om at involvere eleverne i løbende overvejelser om og afprøvning af skrivningens mange muligheder. Derfor vil jeg også gerne – herfra og fremad – involvere både undervisere og deres elever. Så når teksten herunder om lidt skifter gear, og jeg også begynder at henvende mig til et du, ja så tænker jeg faktisk, at både lærere og elever kan få noget ud af at læse videre:

I FAMILIEBILLEDER – FORTÆLLINGER OG ANDRE TILGANGE finder du afsnittet “Historiefortælling – på baggrund af kritisk research ”. Det indeholder en klar og kortfattet indføring i historisk metode tæt koblet til overvejelser om faglig skrivning i praksis – direkte henvendt til elever og lærere og beregnet på at blive anvendt igen og igen.

Netop dette afsnit udgør bogens fundament for et ambitiøst og metodisk forankret projekt, der handler om at integrere skrivning i den løbende undervisning. Og for at undgå enhver misforståelse: Den tekst, du eller I sammen læser anslaget til her, kan ikke erstatte læsningen af den systematiske introduktion i bogen.

Her handler det om noget andet nødvendigt, nemlig om selve det at skrive og fortælle. Og først og fremmest er der lige her fokus på skrivningens rolle i forbindelse med faglig formidling.

Sproglige udfordringer – læring og udvikling med sigte på større opgaver 

Behovet for en kort vejledning til faglig skrivning i historie er der, ved jeg. For mens de fleste elever og studerende fra danskundervisningen typisk har nogle ret klare forestillinger om, hvad en litterær artikel eller en analyse- og fortolkningsopgave bør indeholde, og hvordan den bør se ud – er situationen en helt anden, når det drejer sig om historie.

Hvad er det nu lige lærerne forventer …? 

Hvis en dansklærer f.eks. i forbindelse med DHO stiller spørgsmålet, hvordan det lige er historikere forventer, at deres elever gør, når de skal analysere et materiale? – så er den store udfordring sluppet løs?

Øh, øhm, mumler de fleste, og det gælder både elever, studerende og (er det min påstand) også lærere. Hvad er det nu lige han eller hun, altså historikeren gør??!? Og hvad stiller jeg selv op som opgaveskriver?

Det enkle svar på den udfordring, der ligger i spørgsmålet, lyder, at historikere fortæller eller skriver (en) fagligt underbygget og veldokumenteret historie.

En sådan praksis forudsætter, at fortælleren/skriveren både har sat sig ind i et afgrænset historiefagligt stof (der omfatter fremstillinger såvel som kilder) og herudover også mestrer at konstruere en fortælling. En sådan kræver, at den fortællende kan anvende forskellige skriftlige fremstillingsformer og forstår at kombinere dem efter behov.

Kernen i den historiefaglige analyse er nemlig en sammenhængende fortælling med en begyndelse en midte og en slutning. Fortællingen udgør selve den fremstillingsform, der gør det muligt på en nuanceret og engagerende måde at kommunikere eller formidle viden om fortidige forhold og begivenheder og – hvad der fagligt set synes ekstra vigtigt – en forståelse og fortolkning af deres betydning for os her og nu.

En vellykket fortælling kan kræve, at fortælleren redegør for noget – dvs. giver en ordnet, forklarende fremstilling. Herudover er der fagligt-sagligt behov for analyse, altså for en kritisk, metodebaseret undersøgelse af et udvalgt kildemateriale. Fortælleren får for at kunne gennemføre sit faglige arbejde tilfredsstillende også behov for at sammenligne, vurdere og argumentere, diskutere og tage stilling.

Men når det kommer til stykket, vil det ikke være tilstrækkeligt. For en fagligt underbygget fortælling er og bør være andet og mere end afrapportering. Hvis en fortælling skal leve og fungere, forudsætter det, at fortælleren konstruerer et forløb og finder frem til en fortællerstemme (eller flere), der magter at fastholde tilhørernes og læsernes interesse for sagen.

Det samme stof og materiale kan altid vinkles og fortælles på flere måder og af vidt forskellige fortællerstemmer – mere eller mindre fængende og interessante.

Indledningen skaber fokuseret opmærksomhed 

I enhver fortælling er indledningen eller anslaget noget helt centralt. For ved at vælge en vinkel og en vej (et forløb) har du som fortæller valgt fokus og lagt sproglige rammer, der vil vise sig at binde og forpligte. Når du sætter din fortælling i gang, etablerer du et særligt kommunikationsrum, hvor sproglige og fortælletekniske konventioner, altså uskrevne, men almindeligt anerkendte regler, bliver virksomme helt uafhængigt af dispositioner, vi umiddelbart alle sammen er bevidste om.

Derfor: Når du tager fat på at fortælle, overvejer du selvfølgelig, hvordan og i hvilken orden du vil formidle din erhvervede faglige viden og indsigt. Men når du først har foretaget et anslag og indleder fortællingen, er det vigtigt at forstå, at det anvendte sprog og den valgte fortællemåde i sig selv bærer på betydning. Selv om du har tjek på alt det historiefaglige og pålidelig dokumentation for alle de iagttagelser, du har gjort i dit faglige materiale, kan du ikke frigøre dig fra, at din fortælling i praksis fungerer netop som fortælling – helt på samme måde som fiktive tekster gør. Den valgte fortællemåde og fortællingens form og forløb indgår således som en integreret del af det, du kommunikerer.

I det perspektiv bliver det nærmest endnu mere vigtigt at øve sig i at fortælle og derigennem udvikle erfaringer med, hvad der sker, når vi slipper alle vores forskellige fortællinger løs.

Undervejs i en fagligt underbygget fortælling er der selvfølgelig også behov for at bruge forskellige teknisk set mere overskuelige fremstillingsformer.

Typisk vil du vælge at lave et resumé, når du har behov for meget kortfattet at give din tilhører eller læser nogle helt nødvendige oplysninger, før fortællingen bevæger sig afsted eller bevæger sig videre. Og det er vigtigt at forstå, at det historiefagligt set er muligt at bedømme den faglige kvalitet og skarphed ud fra indholdet i et sådant resumé. Den samme logik gør sig gældende, når du vælger at give et lidt bredere og mere fyldigt referat. Også her bliver du fagligt bedømt ud fra, hvor væsentlige oplysningerne og sammenhængen i referatet er.

Men når du videre i din fortællings forløb både beskriver og beretter mere frit, bliver det straks mere kompliceret. Historiefagligt set kan vi dog holde fast i det umiddelbart kontrollerbare. Når du i din fortælling henviser til iagttagelser, du har gjort i dit faglige analysearbejde, og kommenterer dem (husk noter!) – eller når du anvender citater og derigennem åbent fremlægger og efterfølgende kommenterer uddybende og anvender faglige begreber, er det enkelt nok at tjekke den faglige kvalitet af det udførte fortællearbejde. Men en rigtig historiefortælling er, som det efterhånden må være fremgået, mere end det. Den stemme eller de stemmer, fortælleren agerer med, og den vej, fortællingen har taget, er medvirkende til at formidle en helhedsforståelse. Oplevelsen af helheden og den påvirkningseffekt, der udgår fra den, rækker nemlig ud over det, som rent faktuelt kan måles og vejes. Her er vi tæt på kernen – eller med et andet billede – lige ved selve den slutsten på fortællearbejdet, hvor hele det store kreative udviklingspotentiale for skrivning i historie ligger og venter på, at vi realiserer mulighederne såvel fagligt som kreativt.

Kasper Thomsens oplæg om skriftlighed i historie ligger på emu.dk: http://www.emu.dk/sites/default/files/Opl%C3%A6g%20p%C3%A5%20FIP%20om%20skrivedidaktik%20i%20historie.pdf