Jeg har berørt det før, når jeg har talt og skrevet om udfordringerne i forbindelse med DHO: De nære relationers kultur- og samfundshistorie åbner døre til utallige muligheder for seriøs flerfaglig fordybelse – og for et ligeværdigt samspil mellem de involverede fag.

Som oplæg til DHO vil mange undervisere nok vælge at fokusere på en afgrænset periode. Derfor har jeg i en række indlæg her på bloggen tænkt mig at give en hel del forskellige forslag til DHO-emner med afsæt i faget dansk. Jeg ordner dem på en måde, så det vil være enkelt at overskue dem.
Hver især lægger forslagene op til at arbejde med de tematiske felter køn, krop, kærlighed og familieliv. På den baggrund kan historiefaget byde ind, så opgaverne kommer til at handle om fortid, om mennesker … om deres sprog, kultur og tilværelsesfortolkninger, men netop også om de historiske kontekster, der former og farver menneskers liv sammen. På den måde bliver det ikke bare familiens og seksualitetens historie, men også bredere religiøse, sociale, økonomiske forhold, som får betydning for helhedsforståelsen. Altså for netop alt det, der gerne skulle komme ud af godt fagligt samarbejde.
Det vil være oplagt for danskfagets vedkommende både at arbejde med sprog, medier og litteratur.
F.eks.: Hvilke diskurser anvender vi, når vi aktuelt forholder os til køn og parforhold? – Og hvordan har generationer før os gjort, som det fremgår af kulturjournalistiske tekster og forskellige indlæg i kultur- og samfundsdebatten?
Og hvordan har individerne og familierne det i tv-serier som Matador, Badehotellet, Arvingerne og Liberty?
Og hvilke meninger og livsmønstre kommer til udtryk i de mange forskellige former for dokumentarer, som medierne stiller til rådighed for os?
Der vil være masser af andre materialer, det vil ligge lige for at gribe og arbejde videre med,
Derfor vil de blogindlæg, der følger i nærmeste fremtid, koncentrere sig om at give ideer til arbejde med afsæt i (skøn)litteratur.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *