Visuel sporjagt og historiefortælling

http://lyngby-taarbaek.lokalavisen.dk/kultur/2018-11-03/-Foredrag-p%C3%A5-tirsdag-P%C3%A5-jagt-efter-spor-i-maleriet-og-fotografiet-3425848.html

 

Tirsdag den 6. november 2018 kl. 19.30 er jeg inviteret til Lyngby Taarbæk Stadsarkiv. Her skal jeg holde foredrag med afsæt i en række ældre og nyere billeder, der hver for sig og sammen kan kaste lys over de forandringer vores nære relationer er undergået.
Foredraget, som jeg har kaldt VORES VERDENS BILLEDER, byder på en slags kulturhistorisk opdagelses- og opklaringsrejse – eller det jeg i denne forbindelse har valgt at kalde en sporjagt.
Denne både verbale og visuelle sporjagt handler om det levede og oplevede liv og de nære relationers forandring.
Billedstoffet har jeg udvalgt, så det – udsat for en nærmere betragtning – kan bidrage til at fortælle historier om os, vores formødre og forfædre. Direkte og indirekte trækker jeg i foredraget på stof og erfaringer fra mit arbejde med historiefortælling og billedresearch i forbindelse med tilblivelsen af FAMILIEBILLEDER.

Ferielæsning på Vestkysten

Lige før sommerferien modtog jeg en gave. En rigtig god kollega, jeg gennem mange år har arbejdet sammen med, forærede mig litteraten Lilian Munk Rösings nye bog, ANNA ANCHERS RUM. Det skete med en motiverende bemærkning om, at denne udgivelse – alle forskelle til trods – vist havde klare berøringspunkter med FAMILIEBILLEDER og det projekt, der bærer og former både fortællinger og tilgange hos mig.
Begge bøger, bemærkede hun, inddrager på forskellige måder billedkunst og kulturhistorie, begge beskæftiger de sig med nære relationer og familieforhold – og i virkeligheden også med de udfordringer, der opstår, når man vil fortolke og fortælle kunst- og (kultur)historie. Med disse ord var jeg ligesom sat i gang med næringsrig ferielæsning.
Nu har jeg så med interesse fordybet mig i LMR’s bog om ANNA A, som forfatteren vælger at kalde hende. Og i forlængelse af min læsning har jeg valgt at kommentere to områder, hvor jeg føler det vil være særligt givende at overveje og genoverveje mine egne faglige og personlige positioner i relation til Rösings bog og hendes læsning af Anna Anchers liv og kunst.
De følgende betragtninger forholder sig dels til Rösings indholdsmæssige prioriteringer dels til hendes valg af fortælleform.

Lad mig slå en ting fast. Jeg kan godt lide bogen om ANNA A.
LMR åbner på en fin måde dørene til Anna Anchers blå stue og andre rum i Skagen og omegn. Og hun giver sine læsere en øjenåbnende og sansestærk analyse af, hvordan malerinden – det skriver hun – på én gang lykkes med at gøre rummenes vægge transparente og de transparente gardiner afskærmende. Den sidstnævnte effekt opstår, hvilket LRM ikke bliver træt af at fortælle igen og igen (!), som resultat af en særlig malemåde: Anna Anchers malede solreflekser består hele vejen igennem af grove, pastose penselstrøg. En fed effekt.

  Solskin i den blå Stue, 1891,
Wikipedia, Public Domain

Rösing er tydeligt fascineret af Anna Anchers særlige malemåde og motivverden – og for tilværelsen som kunstner og lokalt samlende skikkelse i Skagen. Ancher, skriver Rösing, bevæger sig frit mellem miljøerne – familiens gæstgiveri, kunstnerkolonien og de missionske cirkler blandt fiskerne.
Men til min undren har fortællingen tilsyneladende en blind vinkel. Selv om maleren i sine malerier kredser om de nære ting og livet i hjemmet og selv om vi som læsere kan komme tæt på hovedpersonen og hendes nære, savner jeg noget. Vi hører om familien bevares, men forholdet mellem mor og datter og i bredere forstand mellem forældreparret Anna og Michael Anchers og deres enestebarn, Helga, får ikke mange ord med på vejen. Fortællingen om, hvordan den lille lyshårede og hyppigt portrætterede datter – som voksen selv maler – ender sin tilværelse som sine forældres ensomme evighedskurator står ufortalt. Her er noget, som går i stå.
Her må litteraten ellers have haft stof til en trist fortælling eller en historie om svigt. For det kan selvklart have omkostninger på de indre linjer, at både mor og far har helliget deres liv til kunsten og prioriteret den frem for barnet. Her må være råstof til andre fortællinger og uddybende fortolkninger.
Og så er der selve valget af fortællemåde og fortællerposition:
Her er jeg er vild med, at Rösing vover pelsen og vælger at involvere sig i fortællingen. Det opnår hun ved at gøre sin fortæller synlig og skrive jeg. Den disposition er vi mange som godt kan lære af – også når det drejer sig om skriveundervisning i historie og andre humanistiske fag. For det giver i min optik udmærket mening, at den fagperson, der skriver fagligt velunderbygget analyse og historiefortælling tydeligt viser, hvor fortællingens analyse og fortolkning kommer fra. Det vil ofte fungere langt bedre og virke mere vedkommende med en tilstedeværende og engageret fortæller end mange mere blodfattige og farveløse eksempler på upersonlig, akademisk knækprosa.
Og så en tilståelse: Selv turde jeg ikke at gribe fortælleropgaven så direkte og involverende an i FAMILIEBILLEDER. Rösing vover til gengæld at folde sit stof ud for læsernes øjne på den måde, men det forsøg viser sig også sårbart.
Den tydeligste begrænsning ved den side af projektet ligger for mig at se i, at hendes egen personlige Lilian-historie på ingen måde står mål med bogens Anna A-fortælling. Rösings indflettede erindringsindtryk fra barndommens besøg på Brøndums hotel i Skagen, hendes spredte bemærkninger om egne mænd, elskere og konkurrenter på vejen mod en akademisk karriere bliver ikke tilnærmelsesvis så engagerende og vedkommende som selve kernefortællingen om Anna A. På det punkt står jeg som læser tilbage med et flimrende indtryk. Det kommer nærmest til virke anspændt – lidt ligesom der sidder en overspændt fjeder i jegfortælleren. Og det var vel ikke helt meningen.

DHO – erfaringer med mundtlig prøve og formativ evaluering

Min 1.z og jeg har her i eksamensperioden prøvet kræfter med mundtlig fremlæggelse og formativ evaluering af klassens DHO-opgaver.
Det gik rigtig godt, og jeg fornemmer, at langt de fleste elever havde stor glæde og et solidt fagligt udbytte af at arbejde med deres egne projekter – og ikke mindst at få en opfølgende dialog.
Alle opgaverne havde afsæt i arbejdet med familien og de nære relationers natur-, kultur og samfundshistorie og også i de opgavestrukturer og ideer til emner, som jeg bloggede om i marts måned, da vi skød projektforløbet i gang. Og det viste sig i praksis, at de livsnære udgangspunkter gjorde det enkelt og vedkommende for eleverne at engagere sig og reflektere over egen identitet og personlige erfaringer som en naturlig del af processen.
Selve den mundtlige fremlæggelse stillede eleverne i en situation med overskuelige udfordringer:
Fortæl, hvad du har skrevet om og hvad du så fandt ud af …
Præsentér dine overvejelser bag valg materiale og tilgange –
og uddyb det sidstnævnte med kommentarer til forskelle og ligheder mellem dansk og historie, hvad angår metoder.

Undervejs viste det sig, at disse korte fokuserede oplæg rummede potentiale til selvevaluering og derfor gav et superfint afsæt for en efterfølgende samtale om den enkelte opgaves styrker og begrænsninger. Vi kom sammen langt med både det faglige og det fortællemæssige og den slags oplevelser motiverer og giver mod på mere.

Samspil om det skriftlige – forberedelser til DHO II

Min 1.z har fra januar til marts 2018 – helt parallelt med vores kronologiforløb om familie og nære relationer – arbejdet med skriftlige opgaver, som jeg har tilrettelagt som målrettet forberedelse til DHO.
Sammen har vi rustet os til de typer af skriftlige udfordringer, der kan opfattes som mulige delkomponenter til større skriftlige opgaver. Vi har arbejdet med skrivning i både dansk og historie – og vi har også øvet det faglige samspils kunst. Og det hele er sket med en stærk betoning af glæden ved selv at finde ud af og fortælle.
I dansk har vi fokuseret på, hvordan man skriver indledninger, præsentationer og analyserende artikler. Herudover har vi taget de første skridt i retning af at integrere en skrivepraksis i historieundervisningen. På det fælles fundament har jeg stillet følgende flerfaglige opgave i form af noget, der kan ligne en nedskaleret udgave af DHO. Her er den opskrift, som 1.z fik udleveret og grundigt kommenteret undervejs i forberedelsesprocessen:

Kære 1.z
I skal nu arbejde med at lave faglig formidling i form af en historiefortælling.
Vores fælles forberedelse hertil kræver to ting.
Først læser og diskuterer vi det afsnit i FAMILIEBILLEDER, der hedder Historiefortælling – på baggrund af kritisk research, side 206-214.
Det handler om analyse og fortolkning, om at finde, undersøge og systematisere anvendeligt kildemateriale og bedrive sporjagt som en jæger eller en historisk detektiv. Se også: https://www.youtube.com/watch?v=55yZU9c0-uE
Det nævnte afsnit og videoklippet giver tip og ledetråde til det at fortælle historie og stille skarpt på de valg og udfordringer, der knytter sig hertil.
Og her kommer så som det andet: De direkte anvisninger på, hvad jeres fortællinger kan handle om.
Det obligatoriske råstof til selve skriveopgaven består af FAMILIEBILLEDER, fortælling nr. 6: Krop, magi, hekseri, side 57-64 samt TEKST 46, 47 og 48 fra kildesamlingen på bogens hjemmeside:  http://familiebilleder.samfundslitteratur.dk/wp-content/uploads/2017/06/Kilder-til-tiden-ca.-1500-1900.pdf
Udover at sætte jer ind i det materiale er det et krav, at I selv vælger en skønlitterær tekst, som det tematisk giver mening at inddrage, analysere og kommentere i relation til udvalgte problemstillinger i det historiske materiale.
I vælger selv vægtning, vinkel og vej.
Det obligatoriske materiale tager udgangspunkt i renæssance- og reformationstiden med særlig opmærksomhed på menneskesyn, religion, magi, hekseri – på køn, krop og på social og kulturel magt og kontrol. Herfra er der fri leg …
God læse- og skrivelyst!
Geert

Optakt til fordybelse – forberedelser til DHO

Op til julen 2017 skrev jeg her på bloggen om, hvad min 1.z og jeg lavede som optakt til højtiden. Kort fortalt undersøgte vi de forskellige forestillinger, vi individuelt og kollektivt bærer på om det, jeg valgte at kalde ”familie- og juletræsjulen”.

Siden nytår har vi så arbejdet videre med familietemaet i bredere forstand. Det er foregået i et kronologiforløb, der nu nærmer sig en afrunding.
I historie har vi brugt en række af historiefortællingerne fra FAMILIEBILLEDER og udvalgte kilder fra den store digitale kildesamling: http://familiebilleder.samfundslitteratur.dk/?page_id=13
For fortællingernes vedkommende har det i nævnte rækkefølge drejet sig om fortælling nr. 20, fortælling nr. 1 og fortællingerne nr. 3-4 + 6 til og med 15.
Vi tog afsæt bogens fremtidsscenarier og i dens indledende indkredsning af forskellige, udbredte opfattelser af, hvad en familie er og hvilken betydning det har for forståelsen af vores nære fællesskaber i både fortid og nutid. Undervejs inddrog vi som nævnt et lille udvalg af kilder og perspektivsættende tekster fra den digitale kildesamling.
Sammen satsede vi på at følge de store samfunds- og kulturforandringer og deres betydning i individets og de små fællesskabers perspektiv.
Kronologiforløbet dækkede fra senantikken – og i dansk sammenhæng fra vikingetid til 1920’erne og 1930’erne. Opmærksomheden har hele vejen været samlet sig om at udrede, hvordan den store historie har spillet sammen med almindelige menneskers liv og forestillinger om identitet, køn, krop og små fællesskaber i bredere forstand.
Og i intimt fagligt samspil har danskundervisningen arbejdet med enkelte antikke tekster og i øvrigt med materiale fra det historisk-tematiske forløb fra bogens hjemmeside:  http://familiebilleder.samfundslitteratur.dk/?page_id=2
På den måde beskæftigelsen med de litterære teksters skiftende tilværelsesfortolkninger bidraget væsentligt til både dybde og overblik i fagsamarbejdet.
Jeg skal i den forbindelse ikke glemme at præcisere, at vi i fællesskab også har haft fokus på såvel historie som litteraturfagenes både forskellige og beslægtede tilgange til analyse, fortolkning og formidling. Det meget vigtige aspekt vedrørende faglig formidling har vi i 1.z trænet så godt og omfattende som undervisningstiden rakte til.
Den side af den flerfaglige satsning handlede om at træne historiefortælling som (fler)faglig formidling.
Det er sket med en stærk understregning af, at glæden ved at selv at finde ud af og fortælle er helt vital.
Netop det vil jeg snarest skrive et kort blogindlæg om. Det vil kaste klart lys over, hvad det er for nogle udfordringer og muligheder den faglige fordybelse og arbejdet med DHO byder på.

De nære relationer – og nye udfordringer i dansk og historieundervisningen (2)

Historie er de 3 F’er, siger jeg indledningsvis til eleverne i min 1.z: FAG, FORTID og FORTÆLLLING.
Og hvis det emnemæssigt meget brede fag rigtigt skal vække interesse og give mening gælder det om at vise dem, at historie handler om mennesker – altså om os. Om vores identitet og nære relationer og om vores forhold til den hyperkomplicerede virkelighed, vi alle sammen både er produkter af og i fremtiden skal agere videre i.
Så i konsekvens af det – og i et endnu større perspektiv – er historie på samme tid både bevidsthedsudviklende videnskab og fortællinger om (næsten) alt – og også VORES historie. Spørg blot den gennemgående fortæller i DR’s ”Historien om Danmark”
Alt det her tankevækkende om historie, bevidsthed, historiebrug og -fortælling vil være noget, 1.z og jeg gang på gang vender tilbage til og fordyber os i.
Helt konkret vælger jeg i de første lektioner at introducere faget ved at lade eleverne beskæftige sig indgående med en fuldstændig anonymiseret tekst. De får udleveret en berettende tekst – og brug for al den viden og de færdigheder, de bringer med sig ikke mindst fra danskundervisningen. Den ulæste tekst*, eleverne får udleveret til en start, fremstår helt uden oplysninger om hverken afsender/fortæller eller om hvornår og i hvilken forbindelse beretningen er blevet til. Så er det udfordringen gennem tekstanalyse og søgninger på nettet at afkode og fortolke den og om muligt placere den i en større sammenhæng. Det lyder ambitiøst, men gentagne forsøg viser, at det fungerer rigtig godt.
Jeg satser på at udfordre eleverne ved at lade dem gå på det, jeg kalder sporjagt. Se: https://www.youtube.com/watch?v=55yZU9c0-uE
Mens arbejdet står på, er der er fri søgning på internettet – og de koncentrerede makkerpar agerer som jægere, detektiver og sporhunde. De søger at få greb om selve teksten og skaffer sig udover det løbende oplysninger om alle de ord og spor i teksten, som kan bruges til at indkredse den ukendte fortæller og skaffe sikker grund under analysen, hvad angår tid, sted og handling.
Det viser det sig hurtigt, at 1.z er ganske gode til både at analysere og fortolke teksten og til at indkredse fortælleren og det, der synes at være karakteristisk for fortællerens måde at opfatte et lille udsnit af verden på.

Fra et sådant startpunkt får jeg åbnet for en forståelse for, hvad det vil sige at analysere og diskutere både kilder og historiske fremstillinger. Og jeg præsenterer eleverne for et lille blandet udvalg af tekster og tilgange, før vi – om ikke så længe tager fat på et tæt samspil mellem historie og dansk i et kronologiforløb, der leder frem mod DHO. Jeg anvender det danskforløb, som ligger her på hjemmesiden (http://familiebilleder.samfundslitteratur.dk/?page_id=2 ) og udvalgte fortællinger fra Familiebilleder.
Det vil jeg blogge om senere. Lige nu er jeg optaget af at koordinere indsatsen, så jeg fører en løbende dialog med min nære kollega, dansklæreren. Det viser sig, at vi er ret enige om i fællesskab at betone, hvor meget tekstanalyse og fortolkning fylder i begge fag. Og sammen vil vi – forud for DHO – forsøge at give eleverne en grundig indføring i, hvad faglig skrivning stiller af krav, og hvad det er vi hver især forventer af vores elever.

* Den anonymiserede tekst, jeg bruger her, er et uddrag af den engelske diplomat Robert Molesworths ” An Account of Denmark: As It Was in the Year 1692”. De to korte tekstklip handler om forholdene på Sjælland og om fortællerens indtryk af landskabet, befolkningen og den herskende politiske kultur.
Det er guf for sporhunde …

Historiekonkurrencen 2017-2018: “Min familie — herfra min verden går”

Regina Olsen fra Historielærerforeningen publicerede den 15. august 2017 følgende opslag på historielaerer.dk:
For 12. gang udskriver Historielærerforeningen for gymnasiet og HF i samarbejde med den europæiske historikersammenslutning EUSTORY årets historiekonkurrence.
Årets tema er: ’Min familie – herfra min verden går’. Familien er centrum for megen historiefortælling. Hvordan ser en moderne fortolkning af familier og historie ud?
Med udgangspunkt i egen eller andres familier opfordres gymnasieleverne til at give deres bud på, hvordan fortællinger og historier om familien kan undersøges og formidles.
Med dette emne er der både mulighed for at arbejde med den nære eller lokale historie eller se ud i verden og undersøge familie og historie i et mere globalt perspektiv.
Det er en fordel, at der arbejdes med selvfundet materiale, og dette emne egner sig måske særligt godt til at kombinere et nært eller lokalt fokus med en bredere kontekst.
Formidlingsaspektet er vigtigt – både indpakning og indhold tæller i den samlede bedømmelse.
Produktet kan variere meget: fra den klassiske undersøgelse til fremstillingen af en erindringskuffert. De senere år er videopræsentationer blevet meget populære som bidrag, og der er indleveret mange flotte besvarelser i den genre. Nyhedsartikler, hjemmesider og måske en app, kunne også være relevante produkter. I sidste ende er det sammenhængen mellem formidling og budskabet der tæller mest.
Produktet skal afleveres 5/2 2018 — flere informationer følger, så følg med på historielaerer.dk og på Facebook.
Her slutter selve opslaget, men jeg blogger kort videre og stiller mig bag en stærk opfordring til at tage fat og deltage i konkurrencen.
Det er, synes jeg som selv har fordybet mig i de nære relationers store betydning, et rigtig godt valg at sætte fokus på familien lige nu.
Både set i forhold til den nye læseplans betoning af skrivning i historie, historiefortælling, refleksiv tilgang til (egen) identitet og aktiv elevinvolvering.
Afsæt i de nære relationer og deres forandring vil, er jeg sikker på, give opgaveløserne righoldige muligheder. Både for at komme langt omkring og ned i dybe overvejelser omkring hvem vi er, hvor vi mentalt og socialt kommer fra, og hvad det er for kræfter, som gennem natur-, kultur- og samfundshistorien har påvirket vores formødre og forfædres liv.
Der vil være masser af viden og inspiration at finde i Familiiebilleder – og hjemmesiden byder på et mangfoldigt materiale og har også gode links til videre selvstændig søgning.
Og så lige til sidst et ekstra tip: I afsnittet Historiefortælling – på baggrund af kritisk research, side 206- 214 får du som opgaveløser en klar og fagligt-metodisk opdateret indføring i, hvordan man kan gribe sit eget selvstændige studie- og formidlingsarbejde an.
GOD HISTORIEKONKURRENCE 2017-2018!